
Silkeborg-Voel vandt med besvær over bundhold
Trods en skidt første halvleg fik Silkeborg-Voel to point ud af lokalopgøret mod Skanderborg
Udgivet:07. december 2022, 19.58
Læsetid:2 minutter
Silkeborg-Voel var klart bedst i anden halvleg mod Skanderborg. Foto: Martin Ballund
1 måned siden
HÅNDBOLD Silkeborg-Voel snuppede onsdag aften den anden sejr i træk i kvindernes liga.
Lokalopgøret mod bundholdet Skanderborg endte med en 26-23-sejr til hjemmeholdet, der dog slet ikke ramte det samme høje niveau som i sidste uges fine gevinst mod København.
En stærk anden halvleg var dog nok til at sikre den ventede pligtsejr mod bundproppen, der kun har hentet tre point i hele sæsonen.
De første 30 minutter var til gengæld langt under niveau fra Silkeborg-Voel, der i den grad savnede kvalitet i afslutningerne.
I den anden ende kom Skanderborgs desuden alt for let til scoringer - blandt andet takket været et par tynde straffekast - og efter 10 minutter var værterne bagud med 4-6.
Efterhånden fik Silkeborg-Voel bedre fat defensivt, og efter knap 19 minutters spil blev Skanderborgs Lotte Vestergaard præsenteret for et direkte rørt kort, da hun ramte Eira Aune i hovedet, da nordmanden var midt i et gennembrud.
Kort efter udlignede Natasja Andreasen til 9-9, men bedst som man troede, at værterne var ved at få fat, scorede Skanderborg fire mål på stribe og bragte sig på 9-13.
Hele syv gange i de første 30 minutter ramte Voel-spillerne enten stolpen eller overliggeren, men det lykkedes dog at reducere et par gange før pausen, så stillingen ved pausen var 11-13.
Kort inde i anden halvleg udlignede Eira Aune til 13-13, og Silkeborg-Voel havde efterfølgende flere chancer for at komme i front.
Men det mislykkedes, og med 17 minutter tilbage var gæsterne i front med 15-17.
Tre scoringer i træk sørgede for en Voel-føring på 18-17 - den første siden stillingen 3-2 - og nu havde hjemmeholdet endelig momentum.
Forspringet blev udbygget til 22-19, og det så for alvor lovende ud, da den svenske højrefløj Mathilda Lundstrøm efter 54 minutters spil scorede til 24-20 efter en kontra.
Yderligere et par fine scoringer af fløjen afgjorde reelt kampen, inden Skanderborg til sidst fik lov til at pynte på slutresultatet.
Silkeborg-Voels topscorer i en mildest talt ujævn kamp var Natasja Andreasen, der scorede fem gange - heraf fire på straffekast.
Indlæser debat