Dansk golfkomet spiller sig op i feltet på Bermuda

Rasmus Højgaard tog et spring på 28 placeringer på anden runde og er nummer 36 i PGA Tour-turnering.

30. oktober 2020, 23.09

Rasmus Højgaard er videre til weekendes to finalerunder på Bermuda, hvor han dog har syv slag op til førstepladsen. (Arkivfoto).

BERMUDA Golfkometen Rasmus Højgaard er videre til weekendens finalerunder ved Bermuda Championship på PGA Touren.

Den 19-årige dansker avancerede fredag 28 placeringer, så han indtager en delt 36.-plads efter anden runde. Det bliver dog svært at blande sig i kampen om sejren.

Højgaard har fortsat syv slag op til førstepladsen, der deles af de to amerikanere Ryan Armour og Wyndham Clark.

Den unge dansker leverede fem birdies og ligeså mange bogeys på fredagens runde, så han klarede de 18 huller i banens par.

På hul 5 var han dog væsentlig bedre end på åbningsrunden. En dobbeltbogey torsdag blev fredag vekslet til en birdie.

Rasmus Højgaard har været blandt de mest formstærke golfspillere, efter golfturneringerne for tre måneder siden blev startet op igen efter en længere corona-nedlukning.

For to måneder siden vandt han UK Championship, hvilket var Højgaards anden turneringssejr i denne sæson på European Tour. Tilbage i december vandt stortalentet Mauritius Open.

Mens Rasmus Højgaard er videre til weekendens to runder, så er landsmanden Lucas Bjerregaard færdig.

En anden runde i 76 slag - fem over par - sendte Bjerregaard ned på en placering som nummer 100. Dermed klarede han ikke cuttet.

Den samlede præmiesum ved Bermuda Championship er på fire millioner dollar svarende til 25,5 millioner kroner. Vinderen får 4,6 millioner kroner

/ritzau/