22-årig bilist i hashtåge: Nægtede at rulle vinduet ned

10. januar 2020, 09.58

hammel Lidt efter midnat natten til fredag stødte en patruljevogn fra Østjyllands Politi på en 22-årig bilist fra Hammel i krydset imellem Elkjærsvej og Frijsenborgvej, som opførte sig en kende mistænkeligt.

Da betjentene bad manden op at rulle vinduet ned for at veksle et par ord med ham, nægtede den unge mand pure at gøre, som han fik besked på. Først, da betjentene blev ved med at insistere på at tale med ham, rullede han nødtvungent vinduet ned. Herefter bredte den letegenkendelige lugt af hash sig så hurtigt, at betjentene besluttede sig for at finde et narkometer frem. Det gav straks udslag, så den unge mand blev anholdt og taget med på skadestuen for at få taget en blodprøve, der kunne bestemme, præcis hvor narkopåvirket den 22-årige var, da han kørte rundt i Hammel i aftes. Det oplyser Østjyllands Politi.