Efter BSH-kamp: Aalborg Håndbold er ramt af corona

Aalborg Håndbolds målvogter Simon Gade er testet positiv for coronavirus, oplyser klubben på sin hjemmeside.

2. marts 2021, 11.24

Aalborgs målvogter Simon Gade (i midten) er ukampdygtig på grund af corona. (Arkivfoto)

AALBORG Aalborgs håndboldherrer er ramt af corona op til torsdagens Champions League-kamp hjemme mod Celje. Det vides endnu ikke, om kampen kan afvikles.

Målmanden Simon Gade blev testet for corona mandag, og resultatet var positivt, oplyser klubben på sin hjemmeside tirsdag.

Lørdag var han med i topkampen i ligaen mod BSH.

- Vi er naturligvis rigtig kede af det på Simons vegne, og spillernes samt stabens ve og vel har højeste prioritet. Han udviser symptomer, men har det efter omstændighederne godt.

- Vi har taget alle forholdsregler undervejs, og vi håber, det har været med til at begrænse det til dette ene smittetilfælde, siger Aalborg-direktør Jan Larsen til klubbens hjemmeside.

Simon Gade var senest med i Aalborgs liganederlag på 31-34 ude til Bjerringbro-Silkeborg (BSH) i lørdags.

- Spillerne har ikke været samlet siden lørdagens kamp mod Bjerringbro-Silkeborg, og de går sammen med trænere og ledere nu i isolation.

- Der vil blive foretaget yderligere test de kommende dage, og disse vil afgøre, hvorvidt torsdagens kamp mod Celje vil blive afviklet, siger Jan Larsen.

Aalborg vil melde nærmere ud, så snart klubben har noget nyt at berette.

Inden torsdagens kamp mod Celje er Aalborg nummer tre i Champions Leagues gruppe B med 14 point efter 13 kampe. Celje er nummer syv med seks point for en kamp færre.

Mens Celje ikke kan rykke hverken op eller ned, så er kampen afgørende for Aalborgs position i gruppen.

Alle hold fra gruppen går videre til knockoutfasen, og placeringen i gruppen har betydning for modstanderen i ottendedelsfinalen.

/ritzau/