
Sæsonen er i gang: Velkendte, klassiske havemøbler kommer fra Silkeborg
Jakob Risvig Skov fra Ans er administrerende direktør i den lokale virksomhed Mandalay
Udgivet:31. januar 2023, 09.41
Læsetid:4 minutter
Maguerit-serien - her stol i voksenudgave - er klassikeren hos Mandalay og direktør Jakob Risvig Skov i Silkeborg.
2 måneder siden
Det er vinter ifølge kalenderen, men hos Mandalay A/S i Silkeborg er sæsonen for havemøbler i gang.
Direktør Jakob Risvig Skov og teamet på Mads Clausens Vej er klar. Mandalays havemøbler er kvalitetsprodukter i det eksklusive segment, og netop nu sættes det første tryk ind ved 2023-markedsføringen med borde og stole til den kommende terrasse-sæson.
- Vi har varer på lager, og vi får endnu flere varer hjem. Sæsonen starter nu, og det peaker i april og maj, siger Jakob Risvig Skov, der har været direktør i Mandalay siden 2018.
I efteråret 2019 flyttede man hovedkontoret og lageret fra Sjælland til Silkeborg.
Opgradering på terrassen
På Jakobs skrivebord står diplomet fremme, som er beviset på, at firmaet i 2022 opnåede Gazelle-titel for første gang.
Det var ikke mindst i perioden med corona-pandemien, at Mandalay oplevede et voldsomt stigende salg og dermed opbyggede grundlagde for den særlige anerkendelse af opnået vækst.
- Dengang i marts 2020 holdt vi jo alle vejret. Ingen vidste rigtigt, hvad der kom til at ske. Sådan var det også hos os, og tidspunktet var lige omkring starten på vores højsæson. Først stod tingene helt stille, men så var vi en af de brancher, som fik corona-medvind, fortæller Jakob Risvig Skov.
- Folk blev hjemsendt, og de kunne ikke komme ud at rejse. Hvad skulle forbrugerne så bruge deres penge på? Her valgte rigtig mange at opgradere udelivet derhjemme, blandt andet med nye møbler på terrassen. Vi begyndte at sælge markant mere, og folk begyndte at købe mere og mere online, fortæller Mandalay-direktøren om situationen for tre år siden, hvor første nedlukning blev en realitet.
Flere forhandlere
Jakob Risvig Skov forklarer videre, at Mandalay var heldige på den måde, at man havde ændret strategi i 2019.
En strategi med tilføjelse af endnu flere forhandlere i hele Danmark.
Inden flytningen til Silkeborg fra Sjælland eksisterede Mandalay i næsten 25 år i Herlev, hvor ægteparret Annette og Mogens Tolling havde firmaet.
- Og da vi flyttede til Silkeborg, skete det i stor respekt for, at vi altid havde været et stærkt brand på Sjælland, forklarer Jakob Risvig Skov.
- Via vores nye strategi besluttede vi at udbrede forretningen til at omfatte hele Danmark ved at finde nogle landsdækkende forhandlere som Coop, Lomax, Imerco og FDB Møbler. Det betyder, at vi i dag er bredt repræsenteret i hele landet, siger Jakob Risvig Skov.
Siden vækst-opturen i 2020 og 2021 er verden blevet anderledes i dag.
Direktøren gør opmærksom på, hvordan omkostningerne til råvarer og containerfragt blandt andet er steget voldsomt.
- Ovenpå corona-medvinden oplevede vi noget sidevind sidste år. Nu gør forbruger-situationen og markeds-situationen, at vi forventer, der kommer noget modvind, og det betyder, at der skal endnu flere aktiviteter og nye produktlanceringer til, hvis vi skal gøre os håb om at bibeholde det nuværende niveau, medgiver Jakob Risvig Skov.
Den klassiske Maguerit
Foruden samarbejdet med et veludbygget forhandlernet står Mandalay selv for to fysiske forretninger.
- Vi har et ubemandet showroom i Vejle, og i Søborg på Sjælland er det et showroom med service og vejledning. Når det gælder premium-havemøbler som vores, laver kunderne den første research online. Men forbrugeren vil også gerne lige se, føle og mærke, og den mulighed findes også hos FDB Møbler og Imerco Home, forklarer Jakob

Mandalays kerneprodukt er møbelklassikeren »Maguerit« designet af Ankjær Andreasen. De første havemøbler i Maguerit-serien kom i haverne i 1960erne.
- Det nuværende produkt er en relancering af det oprindelige Maguerit. Det er fortsat vores mest eftertragtede varer, og modellen med hvidt højglans-stel er den mest solgte. Det er jo de havemøbler, vi alle sammen husker fra vores bedsteforældres kolonihavehus, smiler Jakob Risvig Skov.
I 2023-programmet præsenterer Mandalay tillige en helt ny modelserie.
Den første inspiration hertil hentede Silkeborg-firmaet i fortiden via gamle kataloger fra stormagasinet Magasins museum.
- Vi kiggede nærmere på designet, og der har været et længere tilløb fra vi besluttede os for at gå i gang med prototyper til nu, hvor vi står med det endelige produkt. Ekstra sjovt er det, at vi undervejs blev overhalet indenom af DR TV-serien Carmen Curlers.
Her optrådte de gamle havemøbler, og det var bestemt en øjenåbner for os, fortæller Jakob Risvig Skov om Bellevue-havestolen, der indgår i 2023-sortimentet som det nye.
Respekt for det oprindelige
- Vi har redesignet den oprindelige stol fra 1950erne til, hvad vi mener er en god og komfortabel stol. Men med respekt for det oprindelige design. Det er en teakstol, som er det vi er kendte for. Bellevue er en lidt mere stringent stol sammenlignet med Maguerit, som er et mere organisk og romantisk design.
- Derfor rammer vi også lidt en anden målgruppe, siger Jakob Risvig Skov.
En anden nyhed i 2023 er Maguerit-stolen i vedligeholdelsesfri udgave.
- Rigtig mange i dag har vedligeholdelsesfri havemøbler, og derfor lancerer vi nu Maguerit-stolen med fletsæde.
Indlæser debat