Luften gået ud af hussalget i Silkeborg

Opgørelse viser stigning i hussalget på landsplan, men ikke i Silkeborg

13. august 2019, 06.33

SILKEBORG - I - Salget af huse i Silkeborg har tabt pusten, viser en opgørelse fra Boligsiden, der har sammenlignet boligsalget i første halvår 2019 med salget i samme periode sidste år.

På landsplan viser opgørelsen, at salget er gået strygende. Faktisk er det gået så godt, at salget er 2,3 procent højere end i samme periode i 2018, der ellers foreløbig topper listen over de bedst sælgende år i dette årti.

2018 var et fantastisk år for salget af huse i Danmark, og tendensen med de mange handler er fortsat ind i 2019. Allerede her halvvejs i året, kan vi derfor sige, at vi forventer, at 2019 bliver det bedste år i årtiet målt på antallet af hushandler, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Helt så positivt ser det dog ikke ud i Silkeborg Kommune, der kommer langt nede ad listen over kommuner, når der bliver målt på væksten i salget.

Faktisk var der i Silkeborg Kommune et mindre fald på 3,5 procent fra 511 til 493 bolighandler, ifølge opgørelsen.

43 af landets kommuner er salget steget mere end landsgennemsnittet på 2,3 procent

Der er ikke en bestemt landsdel, der skiller sig ud, idet vi ser store stigninger i handlen i så forskellige kommuner som Hedensted, Jammerbugt, Middelfart, Rudersdal, Lolland, Bornholm og Haderslev. Der er stor interesse for huse i hele landet, og det vidner om, at vi er i en tid, hvor der ikke er ét ideal om, hvor vi skal bo, men at der er mange. Det skal vi være glade for, siger Birgit Daetz.