Piger antastet af mand i hvid varevogn

26. februar 2020, 09.21

Politi

SEJS-SVEJBÆK Tre piger blev tirsdag antastet af en fremmed mand i Sejs-Svejbæk.

Klokken 14.30 var to 13-årige piger på vej hjem fra Sejs-Svejbæk Skole, da de på Lyngvej blev kontaktet af manden.

Han tilbød dem småkager, hvilket de takkede nej tak til.

Manden henvendte sig også en tredje pige, som blev tilbudt karameller. Politiet fik en anmeldelse om aftenen.

Forældre til den ene af de 13-årige piger anmeldte klokken 16.25 sagen til politiet. En af pigernes mødre lavede et opslag på den lokale by-Facebookside. Hun oplyste, at skolen desuden var blevet orienteret pr. mail.

Politiet i Silkeborg skal i dag tale nærmere med moderen til den ene af pigerne for at få yderligere oplysninger.

- Vi ved af gode grunde ikke, hvad manden ville. Men det er klart, at det vækker bekymring, når fremmede mænd kontakter skolebørn på den her måde, siger politikommissær Bent Riber Nielsen.

Politiet har ikke nærmere oplysninger om manden, end at han kørte i en hvid varevogn. Hvis man har oplysninger, vil politiet gerne have besked på telefon 114.