Miljøminister vil tillade vogterhunde mod ulveangreb

Det bliver nu muligt nogle steder i Danmark at bruge vogterhunde til at beskytte dyr på marken mod ulveangreb.

28. oktober 2019, 15.12

Miljøminister Lea Wermelin præsenterede mandag fire nye ulveinitiativer, der skal bekæmpe ulveangreb mod husdyr i Danmark. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

MIDTJYLLAND Flere fåreavlere har ønsket at bruge vogterhunde til at beskytte dyr på marken mod ulveangreb.

Med et pilotprojekt med vogterhunde bliver det nu en mulighed, at der kan laves et forsøg med brug af certificerede vogterhunde tre steder i Danmark.

Det fortæller miljøminister Lea Wermelin (S).

- Der er gode erfaringer med vogterhunde fra Tyskland, og derfor skal vi også prøve ordningen af i Danmark.

- Vi starter med at give tilskud til vogterhunde tre steder, og så skal vi se, om ordningen skal gøres permanent, siger hun.

Med den nye ordning vil Miljøstyrelsen udbyde en tilskudsordning til anvendelse af vogterhunde. Tilskuddet kan søges af fåreavlere i ulvezonerne i Vest- og Midtjylland.

Vogterhunde kan for eksempel være et alternativ i områder, hvor ulvesikrede hegn er særligt udfordrende på grund af for store arealer.

Mandag præsenterer Lea Wermelin flere nye initiativer for at forebygge ulveangreb i Danmark.

- Jeg forstår den bekymring, som mange landmænd skriver til mig om i forhold til ulven, og også den frustration, som landmænd oplever, når ulven angriber deres husdyr.

- Derfor har jeg også besluttet de her nye tiltag, så vi ikke tilvænner ulvene til at have husdyr som deres fødegrundlag, siger Lea Wermelin.

/ritzau/