DBU-boss er optimist: Vi skal ikke flyve hjem torsdag

Peter Møller mærker optimisme og fremgang på VM-holdet. Han forventer avancementsgivende sejr over Australien.

Udgivet:30. november 2022, 11.45

Læsetid:2 minutter

Peter Møller tager her en snak med Pierre-Emile Højbjerg på fodboldlandsholdets træningsanlæg i Qatar.

/ Ritzau /

2 måneder siden

DOHA Dansk Boldspil-Unions (DBU) fodbolddirektør, Peter Møller, regner med, at det danske fodboldlandshold onsdag eftermiddag spiller sig videre til knockoutfasen ved VM i Qatar.

Danmark er presset til at vinde over Australien for overhovedet at have muligheden for at gå videre, og det forventer Peter Møller, at Danmark gør.

- VM er sgu en sjov størrelse. Man skal gribe de chancer, man får, for det er en forholdsvis kort turnering, hvor det hele skal klappe. Vi har muligheden for at gå videre, hvis vi slår Australien, og det skal vi simpelthen kunne.

- Der er ikke nogen, der er interesseret i at rejse hjem på torsdag, og det er heller ikke en tanke, der er på holdet.

- Alle er sikre på, at vi kan slå Australien, så vi kan komme i ottendedelsfinalen. Det er det eneste scenarie, vi kan bruge til noget, så det er dejlig simpelt, siger Peter Møller.

Han finder optimisme i, at Danmark efter hans opfattelse var bedre i nederlaget til Frankrig end i den målløse premierekamp mod Tunesien.

- Den første kamp mod Tunesien var præget af nervøsitet, og der var måske ikke nok energi. Vores kamp mod Frankrig var god.

- Verdensmestrene havde stor respekt for os, og vi spillede os frem til flere gode chancer, så det var super ærgerligt, at vi tabte til sidst, siger Peter Møller.

Fodbolddirektøren bor sammen med landsholdet på Retaj Salwa Resort & Spa i ørkenen uden for Doha og omgås også spillere og stab på træningsbanen.

Han mærker en stor optimisme, selv om resultaterne indtil videre er udeblevet.

- Jeg synes faktisk, at stemningen har været god i truppen hele tiden - også efter nederlaget til Frankrig.

- Jeg tror, at alle spillere kan mærke, at det var en præstation med pil op, og det er de takter, der skal fortsætte mod Australien, så vi kan tage den nødvendige sejr, siger Peter Møller.

Kampen mellem Danmark og Australien begynder klokken 16.

/ritzau/