Houston Texans snupper dansk NFL-spiller efter fyring
Den offensive linjespiller Hjalte Froholdt er hentet af Houston Texans efter afsked med New England Patriots.
Den offensive linjespiller Hjalte Froholdt er hentet af Houston Texans efter afsked med New England Patriots.
Houston Texans-fansene har fået en dansk spiller i truppen.
HOUSTON Det var ikke længe, at den danske NFL-spiller Hjalte Froholdt skulle være arbejdsløs, efter at han i weekenden blev fyret af New England Patriots.
Sent mandag aften dansk tid skriver Houston Texans på sin hjemmeside, at holdet har tilknyttet den 24-årige dansker.
Texans uddyber dog ikke yderligere om, hvorfor man har besluttet sig for at hente den store fynbo.
Weekendens fyring i New England Patriots kom ikke som den helt store overraskelse, da Froholdt kun har været brugt meget lidt indtil videre i 2020-sæsonen, der begyndte i september.
Hjalte Froholdt blev valgt til NFL sidste år i den årlige draft, men sad ude i hele 2019-sæsonen med en skade. Han fik NFL-debut i femte spillerunde i denne sæson, men fik ikke bidt sig fast og blev kasseret af Patriots.
Så sent som søndag aften vandt hans nye arbejdsgiver over hans tidligere arbejdsgiver med 27-20. Ingen af holdene har dog kurs mod slutspillet i denne sæson.
/ritzau/