Okkels debuterede med scoring på U21-landsholdet

14. januar 2020, 10.51

Jeppe Okkels fik en drømmedebut på det danske U21-landshold, da han scorede til 3-0 i sejren over Slovakiet. Foto: Jakob Stigsen Andersen

FODBOLD 20-årige Jeppe Okkels fra Silkeborg IF debuterede søndag på det danske U21-landshold, og det blev en stor succes for kantspilleren.

SIF-talentet startede på banen og scorede til 3-0 i træningskampen mod Slovakiet, som de danske drenge vandt med 3-1.

Via hurtigt og direkte dansk spil på midtbanen modtog Jeppe Okkels bolden i udkanten af feltet, og efter et kort træk ind i banen klaskede han kuglen i nettet med en resolut, flad afslutning mod forreste stang.

Forinden havde en anden debutant, Jesper Lindstrøm fra Brøndby IF, scoret til 1-0, og senere udbyggede Carlo Holse fra FC København til 2-0.

I pausen foretog U21-landstræner Albert Capellas flere ændringer, og Jeppe Okkels blev udskiftet.

SIF var dog fortsat repræsenteret på banen, da Mads Emil Madsen og Frederik Alves Ibsen begge blev sendt i aktion og spillede de sidste 45 minutter, hvor slovakkerne fik reduceret en enkelt gang.

Kampen i Belek var afslutningen på U21-landsholdets træningslejr i Tyrkiet, og SIF-træner Kent Nielsen kan igen råde over trioen.

SIF spiller årets første testkamp fredag 24. januar mod FCM. HOVE