Tumult og peberspray førte til anholdelser

Tre mennesker blev onsdag aften anholdt i en sag, hvor der blev sprøjtet peberspray i ansigtet på en kvinde i Kjellerup

13. februar 2020, 09.43

03JAN08 Politiet skal til at bruge Peberspray. Foto: Jakob Stigsen Andersen

KJELLERUP Tre mennesker blev onsdag aften anholdt i Demstrup. Det oplyser politikommissær Lasse Ivanøe fra Lokalpolitiet i Silkeborg.

Politiet modtog klokken 18.50 onsdag aften en anmeldelse fra en kvinde i Kjellerup, som havde fået en ubehagelig overraskelse, da hun åbnede døren.

Udenfor stod en kvinde på 41 år nemlig klar med en peberspray, som hun sprøjtede i ansigtet på kvinden i lejligheden.

Kvinden med pebersprayen var i selskab med en mand, og de to forsvandt hurtigt fra stedet igen.

- Men det tog dog ikke lang tid, før der blev fundet frem til, hvem der stod bag, for den forurettede kvinde vidste, hvem kvinden med pebersprayen var, siger politikommissær Lasse Ivanøe fra Lokalpoltiet i Silkeborg.

Derfor kørte politiet direkte til kvindens adresse i Demstrup, hvor politiet rigtig nok både fandt kvinden og også en gemt peberspray. Her blev hun anholdt for grov vold med våben og samtidig sigtet for overtrædelse af våbenloven for besiddelse af peberspray.

Rottweiler indblandet

Den 35-årige mand fra Kragelund, som var med den 41-årige kvinde i Kjellerup, blev sigtet for medvirken til grov vold.

Han befandt sig også på samme adresse som kvinden, da politiet ankom.

- Derudover blev en tredje mand anholdt og sigtet, en 37-årig mand fra Kragelund.

Der var en noget ophidset stemning på adressen, og manden forsøgte at pudse sin rottweiler på politiet. Heldigvis blev ingen dog bidt, siger politikommissær Lasse Ivanøe.

Alle tre personer blev taget med på politistationen i Silkeborg, hvor de blev sigtet. De blev alle efterfølgende løsladt igen.

Den 37-årige mand, som blev sigtet for trusler om vold mod tjenestemand via sin rottweiler, fik også senere endnu en sigtelse, da han råbte ukvemsord efter politiet uden for politistationen, da han blev løsladt sent om aftenen.

Politiet kender på nuværende tidspunkt ikke det fulde motiv for, hvorfor den 41-årige kvinde fra Kjellerup blev sprøjtet i ansigtet med pebersprayen, men politiet formoder, at det handler om uoverensstemmelser omkring nogle penge.