
Kør på opdagelse i tysk pinot noir
Det er ikke kun i Bourgogne, at man kan lave god pinot noir. Tyskland er et af de lande, der udvikler sig mest i disse år, ikke mindst området Ahr. Nu sætter dansk rejsebureau området i fokus
Udgivet:30. april 2017, 12.00
Læsetid:4 minutter
Ahr ligget i bundesstaten Rheinland-Pfalz i den vestlige del af Tyskland - godt 600 kilometer fra den dansk-tyske grænse. ?Pr-foto
6 år siden
Druen pinot noir er berømt for at danne fundament for de store rødvine fra Bourgogne, og Bourgogne er området, som rigtig mange vinnørder stiler efter. Den burgundiske pinot noir er kendt for sin finesse, lethed og elegance.
Området er ikke specielt stort, men det er efterspørgslen til gengæld, og det er med til at skyde priserne i vejret. Det giver anledning til at vende blikket i andre retninger og finde billigere, men ikke nødvendigvis ringere alternativer til rød bourgogne.
Tyskland er et af de lande, der er værd at se nærmere på, hvis man holder af elegante rødvine, for her er i løbet af de seneste årtier sket en stor udvikling i vinene på pinot noir, der i Tyskland ofte går under aliasset »Spätburgunder«.
Tyskland er primært kendt for hvidvin, hvilket skyldes landets nordlige placering. Det er nemmere at skabe interessante hvidvine end rødvine, fordi de blå druer har svært ved at modnes, hvis ikke der er tilstrækkelig sol og varme, men i takt med klimaforandringerne er der dog sket et skred for, hvor man kan producere rødvin. Det er den tyske vinregion Ahr et godt eksempel på. Ahr ligger i den vestlige del af Tyskland, og det er verdens nordligst beliggende vinområde, der er specialiseret i rødvin. Her er det pinot noir, det handler om, og flere af vinene derfra modtager flotte anmeldelser, men hvorfor hører vi så ikke mere om pinot noir fra Ahr, og hvorfor er det så svært at finde i danske vinbutikker?
- Der er tale om et meget lille område med en tilsvarende lille produktion. Stort set hele produktionen hos de enkelte producenter bliver solgt i døren, så de har ikke noget incitament til at eksportere. Det ved tyskerne, som i stor stil selv kører til Ahr og fylder bagagerummet med de gode flasker, som de får til en brøkdel af prisen for en flaske bourgogne, siger vinentusiast Sven Karlsen.
Sammen med rejsebureauet Global Tours arrangerer han en kørselv-ferie til Ahr i september, hvor deltagerne får mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af områdets bedste producenter. Som deltager bliver man skånet for den udfordring, det kan være at finde frem til de rigtige producenter, og Sven Karlsen er med på turen som guide. Den indlysende fordel ved kør selv-løsningen er, at man kan fylde bagagerummet op med vin, inden turen går retur mod Danmark, der ikke ligger specielt langt væk. Godt 600 kilometer er der fra den dansk-tyske grænse, så turen kan klares på relativt kort tid.
Mange fordomme
Sven Karlsen er mangeårig vinentusiast, og de seneste fem år har han kastet sin kærlighed på det tyske vinområde.
- Ahr byder på en meget spektakulær natur. Vinområdet er en del af Eifelbjergene, så markerne er plantet på utrolig stejle skiferskråninger, hvor druerne bliver eksponeret for solen. Det er meget krævende at dyrke og høste vinen, og derfor vil man aldrig se store kvantiteter vin blive produceret i Ahr. For mig er naturen en stor del af oplevelsen, når man besøger et vinområde, og her kan Ahr virkelig noget. I dalen har man floden, der snor sig, og der er et stort net af vinveje, hvor man kan cykle på opdagelse i vinmarkerne, fortæller han og fortsætter:
- Mange gange i Italien og Frankrig møder du en marketingmedarbejder, men i Ahr er producenterne så små, at du møder vinbonden selv. Det bliver en meget personlig oplevelse, og man får et helt andet forhold til de steder, man besøger. Samtidig er det da sjovt at kunne købe vin med hjem fra Ahr, når det er så svært at skaffe i Danmark, og desuden er priserne meget gunstige, når man køber flaskerne direkte hos producenten. Det er også en stor fordel, at området ligger så tæt på Danmark.
Og hvad kan pinot noir fra Ahr i din optik?
- Der er virkelig sket en stor udvikling i takt med den globale opvarmning i løbet af de seneste 30 år. Sukkerindholdet i druerne er ganske enkelt blevet højere, og dermed bliver vinene mere modne. Samtidig er producenterne blevet dygtigere til at håndtere pinot noir. Før i tiden kom de på tank eller store fade, men nu er de fleste gået over til de mindre barriquefade (som man også kender fra bourgogne, red.). Jeg møder rigtig mange fordomme om tysk vin, de fleste om hvidvin, så når jeg nævner rødvin, er det helt ude i hampen; men kenderne er enige om, at det er Tyskland, det rykker på rødvinsfronten i disse år, siger Sven Karlsen.


