Lokal nichevirksomhed får DI’s initiativpris

The Army Painter fra Skanderborg fik i dag DI Østjyllands Initiativpris 2020 for at udvikle en spændende nichevirksomhed, som leverer specialmaling og tilbehør til bræt- og krigsspils-industrien i hele verden

Udgivet:11. februar 2021, 16.06

Læsetid:3 minutter

Skanderborgs borgmester Frands Fischer hjalp formand for DI Østjylland, Anders Strange, med at overrække Initiativpris 2020 til The Army Painter. Fra venstre er det: CFO Line Penstoft, produktionschef Michael Schultz, CEO Bo Penstoft, formand for DI Østjylland Anders Strange og borgmester, Frands Fischer.

SKANDERBORG Lokal nichevirksomhed får DI’s initiativpris

- The Army Painter er eksempel på en virksomhed, der virkelig udnytter e-handel som platform til at komme ind på et globalt marked. Med høj kvalitet i den lokale produktion i Skanderborg har virksomheden forvandlet et ekstremt nicheprodukt til en god forretning. Derfor fortjener The Army Painter helt klart DI’s Inititativpris.

Med de ord begrunder Anders Strange, som er formand for DI Østjylland, valget af the Army painter som vinder af DI’s initiativpris.

Historien om the Army Painter er både historien om en virksomhed, der er udsprunget af stifternes passion for spil med miniaturer og en professionel virksomhed med fokus på indtjening og udvikling. Undervejs har virksomheden opnået den eftertragtede blåstempling fra de største spilaktører med Disney i spidsen. Figurmalingen fra The Army Painter rammer nemlig de helt rette nuancer til at kunne bruges i Star Wars og Dungeons and Dragons spil.

- The Army Painter indeholder de ingredienser, som skal til for at bygge en ny start-up professionelt og succesfuldt op. Entusiasme, kreativitet, mod, ekstrem produktviden og professionalisme i drift, markedsføring og udvikling. Hvis bare en af de ingredienser mangler, ville det være svært for en ny virksomhed at producere et ekstremt nicheprodukt med økonomisk overskud. Det er virkelig flot, at det er lykkedes for The Army Painter, siger Anders Strange.

Fra maling til håndsprit

Coronaåret 2020 har været fuld af bump for The Army Painter. Da krisen ramte i foråret, stoppede afsætningen til USA, som er det største marked, og så var gode råd dyre for at opretholde beskæftigelsen i Skanderborg-virksomheden. Men The Army Painter satte sig for at udvikle en håndsprit, som skulle kunne produceres til bedre priser, end der var på markedet i foråret. Vel at mærke en håndsprit, der levede op til WHO-standarder. En del af de små spritflasker blev doneret til skoler og plejehjem i lokalområdet, samt som add ons til deres gaming leverancer, efterhånden som USA åbnede igen.

- Effekten af initiativet ramte de sociale medier, især i USA, og den positive omtale har været stærkt medvirkende til, at vores totale ordresammenbrud i foråret blev vendt til en meget stor salgsfremgang på det amerikanske marked i efteråret, siger Bo Penstoft, adm. direktør for The Army Painter.

The Army Painter har siden udskilt produktionen af håndsprit i et separat værnemiddelfirma under navnet The Nordic Shield, som vil senere blive solgt fra, så virksomheden igen kan koncentrere sig om kerneforretningen, og ikke mindst fortsætte opbygningen af e-handelsindsatsen.

Eksporteres til 56 lande

-Vi er glade og stolte over at modtage DI’s Initiativpris. Det er altid rart med en lokal anerkendelse, selvom vi hovedsageligt er på eksportmarkederne siger Bo Penstoft som for 13 år siden startede virksomheden op i sit private udhus, men er netop flyttet ind i professionelle lokaler i udkanten af Skanderborg.

Selvom figurspil var og er en hobby for Bo Penstoft, har opbygningen af The Army Painter altid været med sigte for seriøs business.

- Det skal være en virksomhed, der tjener penge, så der kan investeres i yderligere vækst, siger Bo Penstoft.

I 2020 ansatte virksomheden 40 nye medarbejdere, så der nu er 65 ansatte.

97 procent af produktionen eksporteres til 56 lande, hvor USA er det suverænt største marked,