Midtjyske Meninger: Penge eller personlighed ...

1. oktober 2020, 12.52

Foto: Martin Ballund

Nu er TV-udsendelserne omkring de ringe forhold på plejehjem oppe at vende i avisen igen - på en side heldigvis - for alt er ved at drukne i fokus på corona. På den anden side er det bare sørgeligt.

I vores samfund er der meget fokus på uddannelse. Dog lige netop indenfor ældreområdet er det altså de menneskelige kvaliteter, der er vigtigst. Ja, undskyld det synes jeg. Det er for mig vigtigt at sygeplejersker tager sig af medicin. For selvfølgelig er det vigtigt, at de ældre (og alle andre) får den rigtige, ordinerede medicin.

Som ung arbejdede jeg som omsorgsmedhjælper på det gamle Vejlsøhus, der heller ikke krævede en uddannelse. Og for snart fem år siden stoppede jeg som »hjemmehjælper« altså u-uddannet sosu-hjælper/assistent - udekørende. Og jeg ved fra mine kollegaer, som var afløsere og til dagligt arbejdede på plejehjem, at det er anderledes på hjemmene.

Når man er udekørende, er man jo »gæst« i andres hjem, selvom det er en arbejdsplads. Hvor det jo både er et hjem og en arbejdsplads (konkret altid den samme) på et plejehjem. Jeg har/havde stor respekt for alle de ældre og handicappede, jeg kom ud til - og arbejdsstolthed.

Personligt kunne jeg godt bekymre mig over nogle af mine kollegers både arbejdsindsats og arbejdsmoral. I »mit« team var vi gode til at hjælpe hinanden, og vi hyggede os med vores »besøg« med både det sure og søde. Jeg oplevede dog kollegaer, som havde mere fokus på at komme tidligere hjem end at udføre sit job.

Sådanne typer findes i alle fag - det har jeg i hvert fald oplevet selv. Det dur bare ikke, når du er ansat til at tage dig af og passe på andre mennesker. Så jeg mener, at der skal screening til, når man skal arbejde på plejehjem, og i det hele taget med ældre og handicappede.

Det er virkelig vigtigt med de menneskelige egenskaber. Det er ikke noget, man bare kan uddanne sig til. Der er mange fysiske opgaver, som kan læres. Der er bare rigtig mange medmenneskelige opgaver, der kan løses ved gemen logik og det motto - jeg ynder mest: Vær mod andre, som du vil have, de skal være mod dig.

Prestigen for jobbet burde nærme sig skylaget under læger for både sygeplejerske og sosu’er - det er så meget mere krævende end job som ejendomsmæglere, bilsælgere og mediekonsulenter. Jeg ved godt, at »omsorgsarbejde« ikke »tjener« penge til samfundet.