Frihed har en pris

15. september 2021, 12.52

FRIHED I lyset af den seneste tids udvikling på den politiske scene internationalt understreger det endnu engang, at vi ikke bare kan tage frihed for givet. Forleden var jeg vidne til et flot arrangeret engagement i forbindelse med Flagdag for de mange veteraner i Silkeborg Kommune.

Dagen begyndte med gudstjeneste og blev på fornemmeste vis afsluttet med uddeling af børnemedaljer på rådhuset ved borgmesteren ham selv. Det understeger på mange måder, at der politisk ikke er langt fra det ene til det andet. Det bandt på magisk vis en sløjfe mellem den unge og den ældre generation i Silkeborg Kommune.

Det gav samtidig også anledning til at minde hinanden om, at den frihed vores børn vokser op i ikke er noget alle børn har mulighed for at opleve. Det gav tid og anledning til at reflektere over de mange små problemstillinger som Silkeborg Kommune står overfor eller kommer til at stå overfor i løbet af de næste par år.

Lige nu vækster vi rigtig flot, men det gør samtidig også, at der er visse kommunale udbud, der er presset og eller bliver presset over tid. Hvordan kommer vi i kommunen til at løse disse problematikker? Jeg kender ikke det entydige svar, men en ting er sikkert, det kommer til at handle om prioritering af kommunens midler.

Måske vi til tider vil sige til os selv, om der i virkeligheden er tale om et »first world problem«, eller om vi godt kan tillade os at være så ambitiøse på vegne af vores kommune. Jeg tror på, at vi er bedst tjent med en kommune, der er ambitiøs, sætter en klar og tydelig retning - så vi kan styre skibet sikkert i land. Det betyder vi kan sætte et aftryk til glæde og gavn for næste generation i Silkeborg Kommune.

Det kommer på samme måde som frihed også med en pris. Der vil være nogle politiske beslutninger der skal træffes, som ikke kan være lige populære, men det er vi nødt til i respekt for næste generation. Den generation som skal få Silkeborg til at vokse i fremtiden.

Jeg håber og tror på, at vi til efteråret, når valget er overstået, på tværs af alle skel kan lykkedes med at sætte Silkeborg fri - så vi i fremtiden bygger med respekt for vores historie, vækster med omtanke og sammen binder det bånd, der skal til mellem den unge og den ældre generation for at Silkeborg er i balance.

Indlæser debat...