Lions klar til julemarked på Ulstrup Slot

Julemarkedets overskud går ubeskåret til Lions klubbens donationer

22. november 2021, 13.46

Første søndag i advent er det julemarked på Ulstrup Slot.

ULSTRUP Det er jul lige om lidt, og traditionen tror indtager Lions Club Hvorslevs Ulstrup Slot og disker op med et julemarked. Det sker 4.-5. december.

I julemarkedsweekenden er der sørget for julestemning i slotsgården, i Riddersalen og i kælderen under slottets sydfløj.

Grundet corona har Lions Club Hvorslev i år også boder på plænen i avlsgården.

Duften af hjemmebagte æbleskiver, gløgg og brændte mandler bidrager til julestemningen, og der er markedsstemning ved de mange boder, som sælger ting, der hører julen til.

Hest og garde

Lørdag kl. 13.00 marcherer Hinnerup Garden, sammen med Julemanden, fra torvet i Ulstrup til slottet.

Søndag kl. 13.00 vil lokale ryttere ride fra Ulstrup Skole til slottet, hvor og Julemanden ankommer i hestevogn. Julemarkedets overskud går ubeskåret til Lions klubbens donationer. Klubben vægter at donere midlerne nogenlunde ligeligt til lokale formål og til Lions internationale aktiviteter med støtte til især kampen mod blindhed, mæslinger og international katastrofehjælp.

Bortset fra en parkeringsafgift på 10 kr. pr. bil, som tilfalder Ulstrup Slot Fonden, er der fri entre til julemarkedet.

Man skal være opmærksom på, at der at der vil være kontrol af coronapas ved indgangen til slottet, så tilgangen vil for alle være via avlsgården.

Indlæser debat