Retur efter tre år: Tidligere BSH-talent vender hjem

Bjerringbro-Silkeborg har i Kolding lejet den 22-årige bagspiller Emil Jessen, der kommer fra Voel

Udgivet:01. juli 2022, 10.30

Læsetid:2 minutter

- Jeg kender klubben og de mennesker, der er omkring den. Så det var en nem beslutning, fordi jeg ved, hvor godt miljøet i klubben er, siger Emil Jessen, der er vendt tilbage til BSH på en etårig lejeaftale fra Kolding, hvor han ikke for alvor fandt håndboldlykken. Foto: BSH

Michael Helligsø
Sportsjournalist| mih@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg skulle ikke bruge lang tid på at finde en afløser for Jeppe Gade, der er skiftet til Lemvig-Thyborøn.

De danske bronzevindere henter en gammel kending tilbage til klubben, da 22-årige Emil Jessen er lejet i Kolding for den kommende sæson. Han kommer fra Voel og har fået store dele af sin håndboldopdragelse i Bjerringbro-Silkeborg.

- Vi har vidst i en periode, at Jeppe Gade ville skifte, fordi han ønskede mere spilletid, og derfor har vi set os omkring. Vi synes selv, vi har fundet en spændende spiller i Emil Jessen, som kommer tilbage til klubben på en etårig lejeaftale. Han har to år tilbage af sin kontrakt i Kolding, fortæller Michael V. Knudsen, der er sportslig ansvarlig i BSH.

Han har store forventninger til den skudstærke bagspiller, der for et år siden forlod nu hedengangne Århus Håndbold til fordel for Kolding.

- Vi kender ham fra ungdomsårene, hvor han fik sin håndboldopvækst her i området og spillede i BSH Ungdom. Han har haft en lidt svær periode i Kolding, men vi håber, at vi kan få ham til at blomstre igen i de vante rammer.

- Vi håber, at han kan hjælpe os på vejen fremad. Man kan altid finde spillere. Det er ikke et problem. Men der skal også være et potentiale, og spillerne skal kunne være med til at vinde de afgørende kampe. Det kan Jessen. Han har potentialet og et spændende skud, siger Michael V. Knudsen.

Scorede 10 mål mod BSH

Den 196 centimeter høje Emil Jessen forlod i sommeren 2019 BSH til fordel for Århus. Få måneder senere scorede han i Jysk Arena hele 10 gange mod netop BSH, og nu glæder han sig til, at han skal trække den sorte BSH-trøje over hovedet.

- Det er jo en topklub i dansk håndbold, og de har altid haft et godt setup og et godt ry, så da jeg fik den mulighed, var det egentlig et nemt valg for mig, siger Emil Jessen.

I BSH skal han tage kampen op om spilletiden på venstre back med William Bogojevic og Mads Kjeldgaard Andersen.

- Jeg vil gerne udvikle mig en masse og forhåbentlig få en relativ stor rolle. Jeg føler, jeg kan bidrage en masse til BSH-holdet, siger Emil Jessen.

Michael V. Knudsen er også overbevist om, at der opstår chancer for spilletid til Emil Jessen.

- Rent spillemæssigt venter der en opgave for trænerteamet med at blande kortene rigtigt. Der er flere scenarier i spil, for Jessen er venstre back. Men som bagspiller i dag skal man helst kunne rotere.

- Vi har seks bagspillere, der primært skal løse opgaverne. Det er fint antal, for så er der spilletid og ansvar til alle, siger Michael V. Knudsen.

Indlæser debat