Vend det kommunale børnesyn 180 grader

14. september 2021, 12.44

SKOLESTART Med tanke på den kommende tids budgetplanlægning i Silkeborg kommune er det vigtigt, der fortsat gøres et ihærdigt forsøg på at få fjernet planerne om en et såkaldt pilotprojekt med tidligere skolestart.

Det er, og bliver, ikke med fokus på børnenes tarv, at smide dem tidligere ind i skolesystemet end tilfældet er nu.

Det er, og bliver, ikke med fokus på børnenes tarv, at smide dem tidligere ind i skolesystemet end tilfældet er nu

Jesper Petersen (SF)

Jeg henviser således til både sund fornuft og forskning på området. Med dette vil byrådet også vide, de er i gang med at begå en kæmpe fejltagelse. Og der er altså kun børnene til at betale prisen for forsøget.

Det har altid undret mig, at barnet skal være klar til skolen. Hvorfor det ikke er skolen, der skal være klar til barnet? Som pædagog sender jeg hvert eneste år kompetente børn i 0.-klasserne på den lokale skole. De fleste glæder sig og er såkaldt »skoleparate«.

Men, skal de sendes af sted tre måneder før, risikerer vi at få børn, der er socialt umodne. Har svært ved at løse konflikter med kammeraterne. Har svært ved at overskue større rammer.

Det er disse vigtige elementer, børnehaven arbejder ihærdigt med at styrke i perioden op til sommerferie. Og nej, den proces kan ikke bare skubbes tidligere frem.

Derimod tænker jeg, det vil give mere end god mening, hvis skolen leverer personale til børnehaven. At 0.-klasses personalet deltager i forløb med børnene den sidste måneds tid inden sommerferie.

Skolen får dermed et helt unik indblik i børnenes trivsel, deres individuelle udvikling og kompetencer. De møder børnene på børnenes egne præmisser. Dermed kan skolen målrette og opkvalificere hele indskolingsprocessen med afsæt i børnene.

Det er ren win-win.

Og jo, det kan sagtens realiseres. Med god vilje. Og konstruktivt samarbejde imellem skole og børnehave. Børnene i 0.-klasserne kan være i heldags-SFO, hvor de kan nyde heldags-leg og fælles aktiviteter.

Jeg er sikker på også børnene vil nyde en mere ustruktureret hverdag med mere tid til leg, imens deres voksne, får værdifuld læring i børnehaven.

Børn er jo også en slags mennesker.

Så kære byråd:

Vis nu børnene, at I gider dem. Vis nu børnene, at RO PÅ er et vilkår. Ikke en mulighed.

Indlæser debat...