112

To-årig dræbt i trafikulykke: Intet tyder på høj hastighed

Tre biler var indblandet i sammenstød nær Rodelund, hvor toårig dreng fra Silkeborg mistede livet

10. juni 2021, 09.37

Der blev sendt mange redningskøretøjer til ulykken på Rodelundvej ved den nordlige indkørsel til byen. Foto: Peter Erfurt

SILKEBORG En toårig dreng fra Silkeborg døde onsdag formiddag efter en trafikulykke syd for Silkeborg.

Den lille dreng sad i en bil, der blev kørt af hans 34-årige mor. Hendes bil blev klokken 08.34 ramt på Rodelundvej ved Rødebækvej nord for Rodelund by.

En modkørende bil, der blev ført af en 55-årig mand fra Hedensted mistede af ukendte årsager herredømmet over sin bil umiddelbart efter en trafikchikane, der er ved den nordlige indkørsel til byen.

Hans bil snittede først en bil, der blev kørt af en 57-årig mand fra Silkeborg, inden Hedensted-bilistens Volvo V70 tørnede ind i den 34-årige kvindes Ford Fiesta.

Den lille dreng blev sammen med sin mor bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby, men hans liv stod ikke til at redde.

- Det er dybt tragisk og lidt uforståeligt, hvordan det kunne gå så galt, siger Flemming Just, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg. Han oplyser, at drengen var spændt fast i en autostol, og at sammenstødet ikke skete med høj fart.

- Der er intet, der tyder på, at der er kørt voldsomt stærkt. Det sker jo lige ved en trafikchikane, siger Flemming Just.

De øvrige bilister blev kørt til behandling på sygehusene i Horsens og Viborg. Der blev tilkaldt en bilinspektør, som undersøgte uheldsstedet og de implicerede biler. I mellemtiden var vejen spærret trafikken, indtil vejen klokken 11 var farbar igen.