Tryg ved Tryg?

24. februar 2021, 12.48

BYUDVIKLING Først var der sagen med Trygs investering i Ry Bytorv 2, hvor brugsforeningsformanden mente, at de 760 underskrifter mod kolosbyggeriet blot var frustrerede naboers indsigelser. Så mange naboer er der trods alt ikke til Bytorvet!

Dernæst var der sagen om Rema 1000 på Ford-grunden, hvor brugsforeningsformanden mente, at Rema 1000 blot kunne leje sig ind hos dem og altså spise nådsensbrød hos Tryg. Heldigvis muliggør kommunen en drømmeplacering for Rema 1000, og dermed Ry-borgernes ønske om mere konkurrence i dagligvarehandlen. Forhåbentlig så Rema 1000 kan sælge os vores juleand til december. Men de måtte invitere sig selv til møde.

Og nu er der så sagen om Trygs forslag om en legeplads på Siimtoften som gave til byen i anledning af vores 150 års jubilæum til sommer - efter medlemsafstemning, men på kommunens grund!

De lobbyer nok i forvejen for fuldt tryk for at få alt for meget at sige oppe i det nye centerområde i Ry Øst

Inge Mikkelsen

Der er den forhindring, at Teknik & Miljø har andre mere presserende opgaver end en legeplads til Trygs kunder, og der først skal udarbejdes en ny lokalplan for området. Det vil tage halvandet år, så ingen jubilæumsbestikkelse til jubilæumsdagen. Med mindre altså, at en anden læserbrevsskribent får ret i sit udsagn: »Når Tryg ruller parolen ud, kommer alt andet i baggrunden«.

Og det får også mig til at frygte for, at juleanden i Rema 1000 bliver skubbet ud i fremtiden som følge af den sædvanlige symbiose mellem kommunen og Tryg. De lobbyer nok i forvejen for fuldt tryk for at få alt for meget at sige oppe i det nye centerområde i Ry Øst, hvor de nu ejer hele firkanten. Selvfølgelig skal de også af den grund have medindflydelse på planerne. Men andre grundejere har jo i tidens løb oplevet at blive kørt over af kommunen, som skal tænke i helheder og ikke varetage særinteresser, som at sende flere kunder i Brugsen.

Tryg frygter tydeligvis, at kunderne med et Rema 1000 i østbyen vil handle deroppe og ikke på den anden side af jernbanen. Med de mange, mange børnefamilier i Ry er »bestikkelse« med en legeplads ved siden af Kvickly en strategisk godt udtænkt idé.

Placeringen er dog slet ikke god ved en parkeringsplads og med stejle skrænter ned til en meget befærdet vej med mange, mange biler i kø, når bommene er nede. Også mange meget store lastbiler.

Mon ikke den foreslåede trailhub også vil sætte en prop i havneindkørslen til turistbådene? Der vil i hvert tilfælde blive ret så »overcrowded« dernede med Trygs legepladsforslag. Mon trafikken går helt i stå?

Bliver der i det hele taget plads dernede til, at også vi ældre Ry-borgere fortsat vil kunne gå tur ved havnen? Vi skal vel ikke forvises, fordi der kommer alt for megen uro/aktivitet. Hvor skal vi i øvrigt ellers gå hen, hvis ikke ned til havnen? Der er mange høje bakker omkring Ry, som ikke egner sig til ældremotion. Måske vi skulle foreslå et projekt dernede for ældre også?

Og så skal vi nok i gang med det helt, helt store projekt med alt, hvad der planlægges på Siimtoften: - omfartsvejen!