Festen løbet flot i gang

Over 200 kræmmere er med på Hammel Hestemarked

7. september 2019, 13.59

Vejret var en blandet fornøjelse, men store og små løbere havde en fin løbetur og Frijsenborgløbet satte ny rekord med næsten 650 deltagere. Foto: Gert Rewitz

HAMMEL Hestemarkedet blev løbet flot i gang i aftes. Selv om vejret halvkoldt med en byge i ny og næ, satte Frijsenborgløbet en overraskende stor rekord med næsten 650 deltagere.

- Møgvejret taget i betragtning er det helt fantastisk, siger hestemarkedsformand Per Bøving.

Vejret var så til gengæld årsag til, at teltet »Hestestalde« var propfyldt hele aftenen - med god omsætning i baren.

Det musikalske højdepunkt var bandet John Mogensen Live, der spillede alle den folkekære trubadurs hits - fra »Fut i fejemøjet« til »Men du er en rullesten« - og fik tilskuerne til at synge med.

Frontfiguren ligner John Mogensen, som vi husker ham fra halvfjerdserne - med sort fuldskæg og opadvendte spidser på overskægget. Stemmen er også en fin kopi - og så hedder han sandelig det samme som sit forbillede.

- Mit navner Karsten Noel John Loft Mogensen, fortalte han ved baren. Ikke med en fadøl i hånden - som den ægte John Mogensen nok havde foretrukket, men med en kop kaffe.

- Du kan bare skrive, at det er morgenkaffe, foreslog han.

Kræmmerrekord

Ligesom Frijsenborgløbet slog rekord står hestemarkedets kræmmermarked til at blive større end de sidste mange år.

Kræmmerformand Gert Rewitz fortalte, at der er tilmeldt over 200 kræmmere - og en del var allerede ved at etablere sig på pladsen torsdag eftermiddag. Selv om kræmmermarkedet først åbner lørdag.

Men der er hyggeligt på den store festplads - kunne man mærke allerede i går, hvor festen ikke rigtig var i gang endnu. Først i dag er der kommet gang i gynger og karusseller i det store tivoli og i aften er der masser af musik ude på pladsen og inde i Arena.

- Vi er kommet godt fra start. Nu håber vi, at vejret er venligt mod os, siger Per Bøving.

Vejret var en blandet fornøjelse, men store og små løbere havde en fin løbetur og Frijsenborgløbet satte ny rekord med næsten 650 deltagere. Foto: Gert Rewitz
Man har ikke brug for solskin, når store smil lyser op. En glad Frijsenborgløber med sin medalje.
Hygge i Hestestalden - her hilder kræmmer- formand Gert Rewitz på torsdag aftens musikalske hovednavn - John Mogensen- kopien, der også hedder John Mogensen - sammen med alle sine andre døbenavne. Foto: Jens-Erik Sinnbeck