Midtjyske Meninger: Vingegaard eller Riis?

Udgivet:03. august 2022, 09.09

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Christoffer Trane Løvstad Virklund

Vi skriver 16. juli 1996. Det er Miguel Indurains fødselsdag. Han fylder 32 år. Det fejres med et stykke kage og et lille glas. Senere på dagen håber Miguel at få sit største ønske opfyldt. Han ønsker sig den gule trøje. Den trøje, der har været hans de seneste fem år i Tour de France. Nu vil han krone sin karriere med den historiske sjette sejr.

Miguels ønske går ikke i opfyldelse. En halvskaldet mand fra det flade Herning støder kongen fra sin trone. Endda på kongens fødselsdag. Det er Riis, der gør en ende på Indurains regime og tæmmer den »brune muskel« med hidsige angreb i de barske bjerge.

Dramatisk så det ellers ud, da Riis pludselig gled ned gennem førergruppen og lagde sig sidst.

Sluttede eventyret her på den umenneskelige stigning på Hautacam? Nej. Bjarne havde blot været nede for at se, hvordan konkurrenterne havde det, som Jørn Mader så malerisk beskrev det på tv. De havde det ikke godt. Men det havde Bjarne. Han havde tid til at vinke, sende kys til Danmark og sende landet i gul ekstase.

26 år senere er der atter gul feber på Hautacam. Denne gang er det Jonas Vingegaard, der i ensom majestæt bestiger Hautacam og podiet i Paris. Det synes ligefor at sammenligne de to sejre. Sådan plejer vi jo at gøre i dansk idræt. Tænk på, hvor tit vi har hørt om sølvvinderne fra håndbold VM i 1967. Eller fodboldlandshold, der er blevet sammenlignet med dynamitholdet fra 1986. Men med Vingegaard og Riis er det alligevel anderledes. For som Allan Johansen skriver i sin klumme, så vandt Riis jo på snyd. Doping.

Derfor er Vingegaars sejr alt andet lige større. Sådan må det være. Når det er sagt, så synes jeg, vi skylder Riis en tanke. Doping var ikke den eneste grund til, at han vandt. Det var også hårdt arbejde for ham. Langt hovedparten af det daværende felt har sidenhen indrømmet brug af doping. Men ikke alle. Ikke Indurain. Og derfor er Riis’ sejr problematisk. Men uden Bjarne ingen Vingegaard. Det var Riis, Rolf og co., der skabte cykelentusiasmen i Danmark. Lagde grundlaget for den interesse og succes som vi oplever i dag.

I min erindring fylder Riis’ sejr mere end Vingegaards. Det er simpelthen svært at følge med i touren med drenge på to og tre år.

I 1996 var jeg 13 år og fulgte med i al sport. Fodbold, håndbold, golf, cykelsport. Alt. Jeg stod sågar op midt om natten for at følge med i damecurling.

I dag står jeg også op midt om natten, men det er for at give en sut til den mindste. August på godt tre år er heldigvis ferm på en cykel. Han kører så stærkt, at farmand forleden måtte udbryde: »August, du har diamanter i benene i dag!« Svaret kom prompte: »Nej far, men jeg har faktisk en sten i skoen«.

Vi har næppe set den sidste danske sejr på Hautacam.

Læs også
<span>Midtjyske Meninger:</span> Ude godt - hjemme bedst <span>Midtjyske Meninger:</span> Ude godt - hjemme bedst
Læs også:
Midtjyske Meninger: Ude godt - hjemme bedst

Indlæser debat