Smilende pædagoger giver smilende børn

1. juli 2020, 11.38

PÆDAGOGIKKEN Der var engang en dejlig institution, hvor børnene hver dag mødte glade op, og når de blev hentet, var ingen i tvivl om, at her var trivsel for alle pengene. Jeg er farmor til to dejlige drenge, som går i henholdsvis vuggestue og børnehave i Børnehuset Julsøhaven i Sejs, og jeg er heller aldrig i tvivl om, at her har børnene det godt.

Jeg tænker ofte på den franske filosof Jean-Jaques Rousseau fra 1700-tallet, som introducerede nogle pædagogiske principper, og derfor fik titlen pædagogikkens fader.

Hvis vi går endnu længere tilbage, så kan man konstatere, at begrebet pædagog kommer fra græsk og egentlig betyder drengefører, hvilket er hentydningen til den slave, der fulgte eller førte drengene til og fra skole. I dag er pædagogerne heldigvis ikke slaver længere, og det er både piger og drenge, der kommer i skole, men betydningen at føre er stadig helt aktuel, for det er jo hvad pædagogerne gør. De fører børnene hen til en form for læring, oplæring og indlæring, og her kommer Rousseau ind i billedet, for han forstod og formidlede den vigtige pointe, at børnene nok skal føres eller ledes hen til noget, men de skal selv udføre den handling, som de er ledt hen til.

Rousseau skriver en bog om en dreng Emile, der følger alle de pædagogiske principper, som den øvrige verden med tiden stiftede bekendtskab med, når de læste Rousseau, og jeg har digtet lidt videre om drengen Emile og læringsprincipperne.

Det handler om en dag, da Emile får et brev: Emile synes altid, at det er spændende, når der er post til ham. Der er bare det lille men, at Emile ikke selv kan læse. Nogle få ord kan han klare, men i dag lykkes det ikke rigtig. Posten har givet Emile et lille brev, som ser interessant ud, men det er fyldt med svære ord - åh jo, nu er der nogle ord, han kan få has på. Han staver sig frem til, at han indbydes til en udflugt i morgen, og at de skal spise tykmælk på udflugten. Emile elsker tykmælk og udflugter, men han kan ikke læse resten af brevet.

Emile ønsker brændende, at han selv kunne læse, for hvilke muligheder ville det ikke give, hvis han ikke altid var afhængig af andre, når der kommer breve. Rousseau lægger op til min lille historie og udtrykker det selv således i Emile: »Åh, tænker drengen, gid man dog selv kunne læse!« og Rousseau konkluderer heraf: »Jeg er næsten sikker på, at Emile vil kunne læse og skrive fejlfrit før han er ti år«.

Min mor fandt samme behov hos mig i sommerferien, før vi skulle begynde i skolen, og hun sagde, at så måtte jeg jo hellere lære at læse, og det lærte hun mig så i den sommerferie. Det handler om, at når lysten, trangen og motivationen er der, så er man klar til det hele.

Således ser jeg børnene i den fine institution blive ledt hen til det, der lige nøjagtig passer det enkelte barn og stemmer overens med deres behov for læring. En dag smed den største jakken på gulvet og krøb ind i den på den mest finurlige måde, men på kom den, og forleden dag havde han slået knæet, og jeg sagde, om farmor skulle ordne det, men han svarede, at det havde pædagogen i børnehaven klaret.

Der er trøst, nærvær og opmuntring til alle, så pædagogikkens fader skulle have haft mulighed for en dag her med madpakke og socialitet på legepladsen. Tilbage til smilene, som findes i ubegrænsede mængder i børnehave og vuggestue, for selvom det ikke er smilets by, men Sejs, at vi befinder os i, så mødes man altid af smilende børn og pædagoger. Når jeg henter de små, så kommer der snart en pædagog med smil på læben og fortæller, hvordan de har haft det, og snart en med det store smilebånd, der lige hjælper mig med at finde børnene og endelig et par stykker, der smilende vinker farvel til drengene, når farmor smittet af de mange smil forlader institutionen.

Der er ingen tvivl om, at smil og glæde smitter, og derfor kan man glæde sig over, at smilende pædagoger giver smilende børn. Og snip snap snude - de sidder stadig og smiler derude. Tak fra en taknemmelig farmor.