Ny formand for FDF stammer fra Kragelund

Dorte Fog fra Kragelund er ny formand for Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF

23. november 2020, 13.00

Dorte Fog er tiltrådt som ny formand for Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, i forbindelse med organisationens landsmøde. Dorte Fog stammer fra Kragelund men er bosat i Herlev sammen med sin mand og deres to børn. Foto: Thomas Heie Nielsen

FORMANDSVALG: Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, har netop afholdt landsmøde, hvor organisationen havde valg til hovedbestyrelsen. Her blev Dorte Fog, der stammer fra Kragelund, ny formand.

Hun kommer til at stå i spidsen for en udvikling, hvor FDF målrettet vil starte nye FDF-kredse og dermed skabe flere steder, hvor børn og unge kan blive en del af FDFs fællesskab.

- Det ståsted, som børn og unge får igennem FDF, skal vi dele ud til endnu flere. Jeg ser frem til sammen med den nye hovedbestyrelse og FDF’s tusindvis af frivillige at arbejde for, at de mange børn og unge, der vokser op i områder uden reel mulighed for at gå til FDF, fremover kan blive en del af vores givende fællesskab, siger Dorte Fog.

Bred FDF-erfaring

Dorte Fog er 45 år og har været FDF’er siden barndommen. Først i FDF Kragelund, hvor hele familien var engageret. Efter et højskoleophold på Silkeborg Højskole rykkede Dorte Fog til København, hvor hun først var børneleder og dernæst kredsleder i 18 år i FDF K 25 Brønshøj.

Opvæksten i en landsbykreds og voksenlivet i en storbykreds har givet hende et nuanceret blik for mangfoldigheden i FDF.

Tættere på kredsene

Netop et nuanceret blik på mangfoldigheden og de forskellige virkeligheder, FDF’s kredse befinder sig i, er vigtigt, når den nye formand ud over etableringen af flere kredse vil sikre mere samarbejde på tværs samt bedre forudsætninger for at tiltrække og fastholde medlemmer lokalt.

- Vores engagerede frivillige gør uge efter uge en kæmpe indsats for at give oplevelser og fællesskab videre til børn og unge. Det skal kredse, landsforbund og vi som hovedbestyrelse arbejde sammen om at give dem de bedste forudsætninger for, så endnu flere vælger vores fællesskab til, siger Dorte Fog.

Næstformand siden 2018

Dorte Fog blev valgt til FDF’s hovedbestyrelse i 2018 og har i de forløbne to år været næstformand. Hun overtager formandsposten efter Jonas Kolby Laub Kristiansen, der efter otte år i stolen i sommer meldte ud, at han ville fratræde posten ved landsmødet i november.

Dorte Fog meldte på samme tidspunkt sit kandidatur til formandsposten, og det var en enig hovedbestyrelse, der valgte Dorte Fog som formand.