Midtjyske Meninger: En skabsjydes bekendelser

30. juli 2020, 12.27

Foto: Martin Ballund

»Drømmer du ikke om at flytte tilbage til København en dag?«

Spørgsmålet kommer ofte, når folk hører, hvor jeg kommer fra.

Og mit svar vil jeg afsløre, når du har fået lidt af min baggrundshistorie.

Jeg blev født på Østerbro i 1972, og vi flyttede meget i min barndom. Efter et års tid på Østerbro kørte flyttebilen os til et kortvarigt, men knap så succesfuldt ophold i et kollektiv i Hellerup, og siden boede vi et halvt år i Ishøj.

Så blev det til 4 år i Vanløse, efterfulgt af 5 år i København NV, 4 år i Ringsted, 4 år i Brønshøj, hvorefter jeg flyttede hjemmefra og huserede på Frederiksberg i næsten 10 år.

Men skæbnen ville, at jeg en dag mødte en smuk kvinde fra Silkeborg, som nu er min hustru, og hun lokkede mig i 2001 til at flytte med hende til Kolding.

Her lagde jeg første gang mærke til forskellen mellem København og Jylland. Da kasseassistenten i den lokale Fakta kiggede mig i øjnene og sagde »Hej og god dag!«, blev jeg næsten chokeret. I København var øjenkontakt og snak mellem fremmede en sjældenhed. Især i supermarkeder.

I 2003 flyttede vi til Sønderborg og kort efter startede jeg op som selvstændig filmmand.

På trods af min svage tilknytning til området, kom jeg lynhurtigt ind i varmen hos de lokale netværk, som var åbne for mine tanker og accepterede mig på trods af min »fremmede herkomst«. Jeg blev også vældig god til at sige Mojn til alle jeg mødte.

Men jeg mærkede også en forandring i mig selv. Efter noget tid begyndte jeg at føle mig fremmed, når jeg var på besøg i Hovedstaden. Der manglede noget. I Jylland følte jeg mig tættere på de folk jeg mødte og oplevede ikke så meget facade, som jeg pludselig lagde mærke til i København. Det var nemmere at skabe relationer og tale med nye mennesker i Jylland. Afstanden mellem mennesker var mindre.

I 2012 flyttede vi til Silkeborg.

Vi boede nu i noget af det smukkeste natur i Danmark, og jeg blev hurtigt en del af endnu et herligt erhvervsnetværk med søde og hjælpsomme folk.

I de første år efter jeg forlod København, kunne jeg godt mærke et sting af længsel og nostalgi, når jeg besøgte min gamle hjemby. Men med tiden blev denne følelse afløst af noget andet.

Taknemmelighed.

Jeg er SÅ glad for, at jeg i 2001 lod mig overtale til at flytte med kæresten til Jylland og trodse mine Københavner-venners hån og vantro.

For livet ER bare bedre i Jylland.

Naturen er vildere, smukkere og tættere på.

Trafikken, trængslen og støjen er mindre. Folk er flinkere og der er masser af plads at boltre sig på.

Og ikke mindst, mine børn vokser op i et trygt og sikkert område, som ligger centralt for resten af landsdelen. Og tilpas højt over havoverfladen, hvis flodbølgen kommer :)

Så mit svar på spørgsmålet er ganske kort:

»Nej, det gør jeg ikke«.