Corona-kedsomhed eller læsetrang? Biblioteker klar med tiltag

Udgivet:29. januar 2021, 09.03

Læsetid:1 minut

De lokale biblioteker imødekommer nu corona-kedsomhed eller læsetrang.

HAMMEL Selvom bibliotekerne holder lukket, åbner sig nu en dør for at få stillet sin læsetrang alligevel. Det faldende smittetryk betyder, at bibliotekerne i Favrskov åbner for, at du igen kan reservere materialer, aflevere alt det, du har læst, eller bestille en læsepose. En læsepose indebærer, at personalet blander en pose læsestof ud fra dine ønsker. Hvis du vil være sikker på bestemte titler, skal du reservere via hjemmesiden eller appen.

- Vi overholder selvfølgelig alle restriktioner og beder dig om at hjælpe med til at gøre det trygt at komme på biblioteket, lyder det.

Hammel Bibliotek har åbent for afhentning af reservationer, læseposer og aflevering af materialer mandage, onsdage og fredage klokken 15-17. På Ulstrup Bibliotek er det onsdage og fredage fra klokken 15-17. BEC