
»Få dog ryddet op i vennetjenesterne, få nogle kvalificerede fagfolk til at drive regionen. Det koster penge - mange penge - at komme af med ledelsen - men hvad er prisen for et menneskeliv?,« spørger Lene Piester. Foto: Martin Ballund
SYGEHUSSAGEN Den tidligere forsyningsformand for Silkeborg Forsyning mener ikke, det skal være byrådsmedlemmer, der bestrider posterne i byråd og regioner. Det skal være fagfolk, konkluderer lederen i Midtjyllands Avis - og ja, han har da ret!
En superdårlig og ukvalificeret ledelse uden faglige kvalifikationer i Region Midt er ved at ødelægge et godt og velfungerende sundhedsvæsen.
Det startede med CT-lavdosis-scanninger, der reddede flere lungekræftpatienters liv end noget andet sted i landet. Ulrich Fredberg turde sige sandheden, var for dygtig for ledelsen, og blev afskediget. Nu er det bevist, at Silkeborg har endnu flere lungekræftsdødsfald end tidligere, efter man igen har afskaffet CT-lavdosis-scanningerne.
En dygtig radiolog-overlæge i Randers blev også fyret, fordi hun turde fortælle, hvad der foregik, og det skal man jo ikke i Region Midt, hvor man ikke har ytringsfrihed. Endda sørgede hospitalsledelsen i Randers med Anders Kühnaus accept at afskære røntgenoverlægen fra at få job i hele regionen, trods enorm mangel på røntgenoverlæger.
Anders Kühnau blev som formand for regionerne i Danmark sat til at forhandle overenskomst (lønninger) for sygeplejerskerne.
Det gjorde han godt - så arrogant og nedladende overfor sygeplejerskerne, at der kom masseflugt af sygeplejersker fra sygehusene.
Så skulle der amputeres ben.
Man kan få erstatning. Ja, men det får jo ikke et ben til at vokse ud igen og gør slet ikke situationen bedre.
Slutter historien her? NEJ!
Historien fortsætter (heldigvis dog ikke for koncerndirektør Ole Thomsen, der alt for sent blev fyret.)
Patienter med mave- tarm-kræft fik ikke tilbud om behandlingen indenfor den fastsatte tidsfrist.
Den påstand havde den øverste ledelse i Region Midt (Pernille Blach Hansen) ikke hørt noget om, overhovedet!
Det har nu senere vist sig, at Pernille Blach Hansen fra flere sider var velvidende om (medarbejdere og hospitalsledelsen), at man ikke kunne overholde tidsplanen for operation/behandling.
Det fremgår desuden, at den tidligere hospitalsdirektør i Aarhus, Jørgen Schøler Kristensen, der var ansat som Pernille Blach Hansens nærmeste kompagnon i regionsledelsen også kendte alle de mange klager fra personale i alle detaljer. Disse klager havde han naturligvis drøftet med Pernille Blach Hansen - og selvfølgelig også Anders Kühnau.
Nu er der så ikke nogen af de tre, der ønsker at fortælle, hvad Jørgen Schøler Kristensen har informeret de to øvrige - Pernille Blach Hansen og Anders Kühnau om.
HVORFOR MON DET?
NU MÅ DET ALTSÅ STOPPE ...
Kære regionsråd.
Kan I dog ikke se, at der er noget rivende galt i LEDELSEN.
Pernille Blach Hansen - som Anders Kühnau var med til at ansætte som direktør i Den tekniske Forvaltning i Aarhus - og som på grund af protester fra Aarhus Kommunes side - trak sin ansøgning, er datter af tidligere regionsformand Bent Hansen - som netop på det tidspunkt havde udpeget Anders Kühnau som sin efterfølger.
Anders Kühnau - hvordan kan han da blive siddende på posten? ...
Få dog ryddet op i vennetjenesterne, få nogle kvalificerede fagfolk til at drive regionen.
Det koster penge - mange penge - at komme af med ledelsen - men hvad er prisen for et menneskeliv?
Indlæser debat