Der må være råd til skraldespande

7. februar 2020, 12.41

SMÅPENGE Svar på Silkeborg Kommunes udtalelse vedr. fjernelse af skraldespande i Krabbes Grønne Ring.

Selvfølgelig udtaler udvalgsformand Claus Løwe Klostergård og Kristian Nielsen fra Natur-og Miljøafdelingen sig, som de gør. De har jo selv bestemt den famøse fjernelse af skraldespande i Kjellerups smukke natur.

Men hvor er de dog naive, undskyld udtrykket. De har desværre ingen føling med virkeligheden. Allerede mens affaldsspandene har været her, har vi været flere, der dagligt har samlet diverse papiraffald op i Krabbes tidligere Grønne Ring. Hvordan de kan tro, at det bliver bedre ved at fjerne affaldsspandene, det fatter jeg ikke. Kristian Nielsen angriber mig for at ville smide hundeposer i naturen. Han har desværre ikke læst artiklen ordentligt og har formentligt ikke selv hund.

Jeg har indkøbt hundeposer, der er lavet af majs. De opløser sig selv, og vil selvfølgelig kun blive brugt, når det er nødvendigt. Jeg samler modsat mange andre også op i hundeskoven. Der er godt nok langt hjem med to hundeposer i hånden og to hunde i snor. Derfor vil de blive smidt i tæt krat eller lignende. Så er de i hvert fald væk, så ingen kan træde oveni dem. Han har jo selv været med til at skabe problemet. Jeg har endda tidligere foreslået, at affaldsspandene kun blev tømt hver 14. dag frem for hver uge, dvs. en kæmpebesparelse på kr. 40.000,- iflg. min regnebog. Men det har åbenbart ingen interesse haft. Affaldsspandene skulle simpelthen væk.

Vi er en rig kommune, og vi er »Danmarks Outdoorhovedstad«. At vi ikke har råd til at have nogle skraldespande stående, det fatter jeg ikke. Claus Løwe Klostergård udtaler, at de prioriterer natur og biodiversitet frem for skraldespande. Jeg har kun en sidste ting at sige. Man kan ikke prioritere naturen ret højt, når man samtidig afskaffer alle skraldespande i Krabbes stadig Grønne Ring. Når man skal spare i Silkeborg Kommune, har man det med at finde de små besparelser, fremfor at skulle gøre det, der batter og nytter.