Lars Larsens bisættelse: En hilsen fra kronprinsen og andre kendte

Blandt gæsterne ved Lars Larsens bisættelse var erhvervsminister Simon Kollerup (S) og bokseren Brian Nielsen

23. august 2019, 13.34

En krans fra kronprins Frederik, der spillede golf med Lars Larsen ved flere lejligheder. Blandt andet under Made in Denmark. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

SEJS-SVEJBÆK En række kendte var blandt gæsterne, og andre havde tænkt på blomster til Lars Larsens bisættelse torsdag eftermiddag.

Kronprins Frederik havde blandt andre sendt en krans.

Det samme havde familien Holch Povlsen, der ejer Bestseller-koncernen.

Blandt gæsterne var erhvervsminister Simon Kollerup (S), Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V), tidligere landsholdsspiller og tidligere sportschef i Silkeborg IF Ebbe Sand og bokseren Brian Nielsen.

Uden for kirken var en stor gruppe Jysk-ansatte mødt op i lyseblå Jysk-skjorter før bisættelsens begyndelse. Med sig havde de 600 blå roser for at mindes den afdøde Jysk-stifter.

Kirken blev fyldt helt op.

På søndag vil fodboldklubben Silkeborg IF mindes erhvervsmanden ved at spille med sørgebind i udekampen mod Esbjerg.

Lars Larsen døde mandag morgen, 71 år gammel. Han havde i flere måneder været syg af leverkræft.

I juni trak han sig fra bestyrelsen i Jysk, som han stiftede i 1979 og siden er blevet til en verdensomspændende koncern med 2800 butikker i 52 lande.

Lars Larsen efterlader sig sin kone Kristine, to børn og fire børnebørn.

Sønnen Jacob Brunsborg har overtaget posten som bestyrelsesformand i Jysk.

En krans fra kronprins Frederik, der spillede golf med Lars Larsen ved flere lejligheder. Blandt andet under Made in Denmark. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Blomsterkrans fra familien, der ejer Bestseller-koncernen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Erhvervsminister Simon Kollerup var blandt deltagerne i bisættelsen. - Lars Larsen var en vigtig iværksætter og inspirationskilde for Danmark. Han er fortællingen om den lille fjer fra Jylland, som fik skabt et verdensomspændende forretningsimperium, sagde erhvervsministeren til Midtjyllands Avis, før han gik ind i kirken. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Familien lavede på forhånd en mindeplads tæt på Lars Larsens grav, hvor folk har mulighed for at lægge blomster. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Blandt de fremmødte var tidligere landsholdsangriber Ebbe Sand, der også har været sportschef i Silkeborg IF. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bokseren Brian Nielsen har spillet golf med Lars Larsen. Han var også mødt op til bisættelsen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
- Vi skal huske ham for hans gode humør. - Der er mange kunder, der er kommet med roser. Kunderne har været rigtig gode til at vise respekt over for os, sagde to unge Jysk-ansatte foran kirken til TV2 før bisættelsen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
En stor gruppe ansatte i Jysk var mødt op foran kirken før bisættelsen for at mindes Jysk-stifteren. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Iført lyseblå Jysk-skjorter og 600 blå roser var en stor gruppe ansatte i Jysk mødt op for at mindes Jysk-stifteren. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Kisten bæres ud af Lars Larsens børn, Mette og Jacob Brunsborg, og børnebørn. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix