Ny kinesisk lov får Hongkong-aktivist til at træde tilbage

Aktivisten Joshua Wong frygter, at han vil være et af de primære mål for Kinas nye sikkerhedslov for Hongkong.

30. juni 2020, 05.50

23-årige Joshua Wong har været en af de mest fremtrædende stemmer i Hongkongs prodemokratiske bevægelse. (Arkivfoto)

HONGKONG Hongkong-aktivisten Joshua Wong træder tilbage som leder af demokratiorganisationen Demosisto.

Det siger han tirsdag i kølvandet på medierapporter om, at Kinas Nationale Folkekongres har vedtaget en omstridt national sikkerhedslov for Hongkong.

Joshua Wong siger, at han vil være et af de "primære mål" for sikkerhedsloven, som kritikere frygter vil knuse frihedsrettighederne i den tidligere britiske koloni.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den nationale sikkerhedslov er udarbejdet af Kinas kommunistparti i Beijing og ventes ifølge avisen South China Morning Post at træde i kraft 1. juli.

Kina introducerede loven som et modsvar på de mange og til tider voldelige prodemokratiske protester, der har været i Hongkong det seneste år.

Ifølge embedsmænd fra Kina vil loven gøre det muligt at gøre op med "underminering, terrorisme, separatisme og aftaler med udenlandske styrker", skriver Reuters.

Så sent som for halvanden uge siden talte Joshua Wong på en virtuel demokratikonference i København.

Her opfordrede han EU og det internationale samfund til at beskytte menneskerettighederne og demokratiet i Hongkong, som oplever et stadig stigende pres fra Kina.

- Nu er det tid for EU til at gøre andet end at udsende erklæringer, der opfordrer til dialog, sagde Joshua Wong på konferencen 18. juni ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Det er på tide, at EU følger op med egentlig handling for at lade Beijing vide, at verden står sammen med Hongkong, sagde han videre.

Konferencen var arrangeret The Alliance of Democracies Foundation, som tidligere statsminister og generalsekretær i Nato Anders Fogh Rasmussen står bag.

På konferencen gentog Joshua Wong også sin kritik af den nationale sikkerhedslov.

Loven giver Kina mulighed for at forhindre indblanding fra andre lande i nationale anliggender samt separatisme.

Loven forbyder desuden en række former for aktiviteter og protester. Det har til formål at få stoppet de omfattende prodemokratiske demonstrationer i Hongkong.

- Omfattende protester, der trodser den kommunistiske regering, er muligvis ikke længere en mulighed, sagde Joshua Wong på demokratikonferencen ifølge dpa.

- Der vil blive slået hårdt ned på vores lange march mod demokrati, måske lig med det Polen oplevede i den kommunistiske æra.

/ritzau/