Brand i etage-ejendom i Silkeborg

Brandvæsnet rykkede her til aften ud til adresse i midtbyen. Makeup-spejl var brand-årsagen

29. marts 2020, 20.02

Brandvæsnet rykkede ud søndag aften. Foto: Peter Erfurt

SILKEBORG Silkeborg Brand og Redning måtte søndag aften rykke ud til en mindre brand i en etageejendom i Fredensgade i Silkeborg.

Der var gået ild i et badeværelse.

Årsagen til branden var ifølge indsatsleder Lasse Magnussen tilsyneladende et makeup-spejl.

- Det lyder lidt skørt, men nu har jeg oplevet det to gange. Et lille makeup-spejl lå i vinduet, hvor solen ramte det. Det tændte så tilsyneladende ild i et par sivkurve, konstaterer Lasse Magnussen.

De fremmødte brandfolk fik imidlertid hurtigt situationen under kontrol.

- Vi brugte kun et par liter vand. Der var mere røg end ild. Vi brugte så lidt tid på at tømme lejligheden for røg, siger Lasse Magnussen.