Papirtårnet er vist kun vartegn over byrådets dårlige beslutninger

28. juli 2021, 09.45

Jan Beck-Nielsen

VARTEGN I Jyllands Posten er borgmester Steen Vindum citeret for at sige, at han ser Papirtårnet som byens og kommunens nye vartegn. »Papirtårnet er et nyt, meget fysisk og synligt symbol på den positive udvikling, som hele Silkeborg Kommune er inde i«. Det udtaler han, tilsyneladende selv ganske overbevist.

Jeg må indrømme, at jeg troede artiklen var taget fra Rokoko-Posten, men nej, artiklen er sandfærdig. Om byggeri er pænt eller grimt vil altid være genstand for debat og forskelligt fra person til person, og netop af samme grund vil ansættelse af en stadsarkitekt i Silkeborg kommune være en af de ting Nye Borgerlige vil tage med til forhandling i den nye byrådsperiode.

Men at udtale, som borgmester, at et byggeri, som i den grad har delt vandene og skabt genstand for så meget ophedet debat gennem de seneste år, er byens vartegn, ser jeg lidt som en provokation. Jeg mener, det skaber splid og tilsidesætter alle de synspunkter og holdninger fra forskellige borgergrupper, som har haft indsigelser netop mod dette byggeri.

Hvis højde for borgmesteren er ensbetydende for symbol for positiv udvikling, så frygter jeg, at ikke engang det beskrevne mareridts-byggeri på 70 meter på Torvet i Silkeborg bliver endestationen for byen! I en by som Silkeborg, med bygningsværker af kendte arkitekter som Anton Rosen, Edvard Jensen, K.P. Kristjansen, Knud Sørensen og Max Pape burde der være rig mulighed for at finde et byggeri, som både fortæller om byens historie og som samtidig vil kunne fortælle om den positive udvikling byen og kommunen har været og er inde i.

Hvad borgmesteren vil med sin udtalelse, ved jeg naturligvis ikke, samlende og imødekommende ser jeg den dog ikke. Men skal den ses som en målestok for det fremtidige byggeri i byen, så synes jeg, det er friskt og helt fair, så har de borgerlige vælgere i hvert fald noget at gå ud fra, hvis det er denne type byggeri man gerne vi have i byen i fremtiden.

Indlæser debat...