Fokus på Bryrup: Hvorfor flyttede du til Bryrup?

Seks tilflyttere fortæller her om, hvorfor de valgte at bosætte sig i Bryrup og peger på det bedste ved byen - og det værste

24. oktober 2019, 14.55

Anja Erbou Thormann, 38 ÅR, gymnasielærer i Ikast. flyttede til Bryrup i april 2019 med mand og to børn på 6 og 11 år (parret drev indtil 1. maj smørrebrødsforretningen thormanns i Silkeborg) Inden vi flyttede til Bryrup, boede vi på en ejendom på en vindblæst bakketop ved Gødvad, som vi on and off havde haft til salg i ni år. Vi var ikke glade for at bo der, for der var ingen natur, men fire hektar på en firkantet mark og ingen ridemuligheder. Nu har vi fået 7,5 hektar naturgrund og 400 meter søbred ned til Bryrup Langsø - til en pris, som vi har råd til at betale. Vi er naturmennesker. Vi går på jagt og har en masse dyr. Sidst jeg talte, havde vi 72. Det er heste, køer, får, dådyr, katte, høns, kaniner, marsvin og en hund. Her på Sejetvej bor vi midt i naturen, men stadig inden for byskiltet, hvilket især børnene nyder. Jeg går rundt på vores grund hver dag og tænker: Hold da op, hvor er vi heldige at bo her! Det bedste ved Bryrup er, at vi bor det smukkeste sted i Danmark. Og så sætter vi stor pris på nærheden i lokalsamfundet, hvor alle kender alle. Det er hyggeligt, og vi føler os så velkomne. Skal jeg pege på noget negativt, så er det, at Bryrup ligger midt i ingenting, og at vi bor langt væk fra alt. Det tager en halv time, lige meget hvor du skal hen, og derfor havde jeg også mine betænkeligheder og skulle bruge to måneder på at overveje, om jeg nu også kunne bo i Bryrup. Det kan jeg, og jeg har lært, at jeg skal ændre mit mindset, så nu siger jeg: Vi bor tæt på alt.