Legeplads til fysisk udfoldelse og samlingssted

Udgivet:26. oktober 2021, 12.55

Læsetid:1 minut

Af Lone Boye Hammel. Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Favrskov Kommune og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget

SAMLINGSSTEDER Da jeg i sin tid havde små børn, holdt jeg meget af at bruge de forskellige legepladser rundt om i kommunen. Det gav både mine børn og mig en dejlig stund til at være sammen om fysiske og motoriske aktiviteter.

Det var dog også en god stund til at sidde stille og iagttage og lade roen indfinde sig. Desværre er flere af disse legepladser forsvundet i dag.

Når jeg besøger forskellige større byer, ser jeg hvordan fædre og mødre hygger sig på samme måde, og hvordan der opstår et socialt fællesskab mellem forældre omkring legepladsen. Det nye er nok, »coffee to go«, som også er en del af hyggen.

Det må være muligt at finde penge og placeringer til centralt beliggende legepladser i vores kommune, hvor vores børn kan udfolde sig og hvor forældre- og bedsteforældrefællesskaber kan opstå. Måske også i nærheden af steder, hvor det er muligt at kunne købe »coffee to go«.

Vi har legepladser i børnehaver og på vores skoler. De er dog ikke alle tilgængelige og de mindre børn er ofte udfordret på skolernes legepladser.

Som budgettet så ud i årets budgetlægning, så var det svært at forestille sig at finde pengene på kultur- og fritidsbudgettet, men måske vi kan samarbejde: det kommunale, foreninger og evt. det private erhvervsliv om at lave ikke bare en legeplads, men et centralt samlingssted for børn og voksne.