KIF bed flot fra sig fra mod overmagten

Danmarksserieklubben leverede en fin fight mod FC Midtjylland, der dog viste den ventede klasseforskel

22. september 2021, 18.40

Unge Jonathan Lind leverede en god indsats for Kjellerup mod FCM. Foto: Martin Ballund

FODBOLD Superligaens øjeblikkelige tophold var som ventet for stor en mundfuld for Kjellerup IF.

Foran et rekordpublikum på 1734 tilskuere på Bjerget sejrede FC Midtjylland med sikre 5-0, men danmarksserieklubben bed i lange perioder flot fra sig.

Særligt i første halvleg viste KIF tænder. Den unge angriber Jonathan Lind var pågående og gjorde i flere tilfælde ondt på FCM-forsvaret, og med lidt held kunne hjemmeholdet godt have scoret.

Omvendt kom storfavoritterne til et hav af store chancer i første halvleg, men der skulle gå en halv time, før FCM fik hul på bylden.

Her sparkede Evander resolut en bold i nettet, og bare fire minutter senere blev det 0-2, da Awer Mabil headede et frisparksindlæg ind bag Rasmus Jepsen-Jacob i KIF-målet.

I anden halvleg sad gæsterne tungt på kampen, og efter en lille times sparkede den unge angriber Victor Lind FCM yderligere foran med en flad afslutning.

Det blev midt i anden halvleg 0-4 ved indskiftede Aral Simsir, der tæt under mål fik bolden i nettet, og 11 minutter før tid scorede Victor Lind med en knastør afslutning sit andet og FC Midtjyllands femte mål.

Det blev den sidste scoring på en flot pokaldag i Kjellerup, hvor 1734 tilskuere sørgede for en fremragende kulisse, og efter kampen var der velfortjente klapsalver til de lokale helte.

Indlæser debat...