Vildledning og misbrug af embedsapparatet

Udgivet:30. september 2022, 12.04

Læsetid:2 minutter

Byrådssalen i Silkeborg. Foto af så mange som muligt af byrådsmedlemmerne Foto: Jakob Stigsen Andersen

Af Gitte Willumsen Medlem af Folketinget og byrådet i Silkeborg (K)

ØKONOMI I et læserbrev i Midtjyllands Avis 21. september stiller Johnni Christensen, lokalformand hos socialdemokraterne, mig spørgsmål omkring den 2030-plan, som vi i Det Konservative Folkeparti har fremlagt.

Spørgsmålet er et led i en landsomfattende kampagne, hvor lignende spørgsmål stilles i alle kommuner.

Det hævdes således, at der skal fyres 530 fuldtidsansatte i Silkeborg Kommune, og jeg skal forklare, hvem der skal fyres.

Jeg accepterer naturligvis ikke præmissen for spørgsmålet, for det bygger på vildledning og misbrug af embedsapparatet.

Det var statsministeren, der i en debat beskyldte De Konservative for at ville »fyre« 40.000 offentlige ansatte. Andre socialdemokrater har siden i en koordineret indsats gentaget budskabet.

Da førende økonomer kritiserede statsministerens udlægning, stod finansminister Nicolai Wammen frem med et til lejligheden fabrikeret notat, der skulle forsvare statsministerens omstridte udtalelser. Så kunne man jo tro, at finansministeriet havde regnet på De Konservatives 2030-plan. Men det er ikke tilfældet.

Notatet er ikke en beregning af De Konservatives plan, men en beregning af den offentlige vækst med en standardantagelse.

Niels Storm Knigge, der er seniorøkonom i tænketanken Kraka, har udtalt i forlængelse heraf: »Det er simpelthen ikke et fuldt udarbejdet regnestykke og kan ikke bære at blive brugt til at fælde dom over De Konservatives politik«.

Og noget tyder også på, at finansministeriet ikke vil lægge navn til finansministerens konklusioner. I hvert fald blev et interview med Ritzau korrigeret fra »finansministeriet fastholder« til »finansministeren fastholder«. Ændringen skete efter ønske fra Finansministeriet, der ikke ville tages til indtægt for formuleringen.

Ekstra Bladet skrev meget beskrivende for hele forløbet, at økonomer saver statsministerens regnestykke over.

I virkeligheden er antallet af offentligt ansatte ikke så interessant. Det er derimod den service, der leveres.

Vores plan indebærer, at der er en årlig realvækst i det offentlige forbrug på 0,13 procent. Dertil kommer allerede aftalte stigninger i forsvarsudgifterne.

Men det er svært reelt at forudsige, hvor mange offentligt ansatte, der vil være. For hvis man for eksempel får flere private aktører, som når der nu skal bygges et nyt privat plejehjem i Alderslyst, får man jo færre offentligt ansatte, mens servicen fastholdes. Så i stedet for antallet af offentligt ansatte bør vi forholde os til den service, der leveres.

Der kommer helt sikkert mere af samme slags vildledning fra den socialdemokratiske kampagnemaskine. Det forventer vi, og vi er helt klar på at imødegå usandhederne med fakta og argumentation. Det er nemlig sådan, vi arbejder.

For dig og for Danmark.

Indlæser debat