SF har fået ny folketingskandidat

39-årig fra Tilst stiller op for SF i Favrskov. Afløser Bjarne Andersen

4. oktober 2016, 14.55

Niels Callesøe med en fortid i regionsrådet er valgt til ny folketingskandidat i Favrskov-kredsen for SF.

favrskov Med rygter om et muligt valg til efteråret svirrende om ørerne har SF i Favrskov netop valgt ny kandidat til opstilling til næste folketingsvalg.

Valget er faldet på aarhusianeren Niels Callesøe, der er relativt ukendt i landspolitik, men som er et velkendt navn for mange SF'ere i regionen. Blandt andet er han kendt fra sin tid i regionsrådet i Region Midtjylland, hvor han blandt andet har været formand for regionens Psykiatri- og Socialudvalg

Fra Tilst

Niels Callesøe, der bor i Tilst, er 39 år gammel og har været lokalpolitisk interesseret det meste af sit voksenliv.

Men nu rækker ambitionerne altså længere end blot til Aarhus og lokal- og regionspolitik.

- Med både familie og venner heromkring, og en kæreste der arbejder på en folkeskole i Hinnerup, har jeg længe haft stærke bånd til Favrskov, forklarer Niels Callesøe.

Med et kandidatur fra Favrskovkredsen, betyder det, at Niels Callesøe er på stemmesedlen i hele Østjyllands Storkreds til næste valg.

- Med valget af Niels Callesøe som vores kandidat får vi både en lokal forankring og en udsigt mod verden, siger Laila Jerming Graf, Sall, der er formand i SF Favrskov.

Den nye kandidat afløser Bjarne Andersen, Foldby, der også er medlem af Favrskov Byråd. Han har på grund af nye opgaver i sit civile liv ikke har ønsket genvalg som folketingskandidat. prej