37-årig fængslet for at køre bil med unge mænd af vejen

Politiet mener, at 37-årig med vilje forårsagede alvorlig ulykke i Aalborg Øst. 20-årig er stadig i koma.

Udgivet:26. maj 2022, 01.28

Læsetid:1 minut

/ Ritzau /

AALBORG En 37-årig mand blev onsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for at have påkørt en bil med fire unge mænd med vilje i Aalborg Øst og sendt dem af vejen.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen natten til torsdag.

Episoden fandt sted på Budumvej kort efter midnat natten til onsdag. I forbindelse med ulykken blev en af de fire unge mænd - en 20-årig - slynget ud af bilen, da køretøjet først ramte et træ og siden endte i en have.

Den 20-årige blev efterfølgende indlagt på Aalborg Universitetshospital i kritisk tilstand og lagt i kunstig koma. Hans tilstand er natten til torsdag uændret, oplyser Thomas Ottesen.

De resterende tre personer i bilen slap alle med mindre skader.

Den 37-årige mand blev kort efter ulykken anholdt nær ulykkesstedet i en sort firehjulstrækker af mærket Mercedes. Han er blevet sigtet for vanvidskørsel, forsætlig påkørsel og uagtsom legemsbeskadigelse.

Ved et grundlovsforhør onsdag kærede den 37-årige mand fængslingen og nægtede sig skyldig. Det skriver Nordjyske.

Ifølge avisen blev grundlovsforhøret holdt for lukkede døre efter ønske fra anklageren.

Der er endnu ikke blevet oplyst et muligt motiv i sagen.

/ritzau/