Computer-tyve blev fanget på video

7. juli 2020, 10.39

HAMMEL Kontoret blev ryddet for flere computere, da tyve i nat omkring klokken 02 brød ind i virksomheden Hammel Plast på Frankrigsvej i Hammel.

Tyveriet blev opdaget, da første medarbejder mødte på arbejde lidt før klokken 5.30 og så, at et vindue ind til kontoret var smadret.

Politiet har forskellige spor at gå efter, fordi de to tyve blev optaget på overvågningsvideoen, da de brød ind ved at smadre ruden med en medbragt sten.

Den ene var omkring 180 centimeter høj og bar en sort kasket, sort jakke, sorte joggingbukser og sorte Nike kondisko af mærket Free. Den anden var omkring 190 centimeter høj og havde ligeledes en sort kasket, sort jakke med et refleksmærke øverst på ryggen, blå joggingbukser og sorte kondisko. Begge tyve bar grå arbejdshandsker. De forsvandt i en mindre mørk personbil. sinn