112

Politiet leder efter graffiti-malere

9. juli 2020, 08.32

Foto: Peter Erfurt

SILKEBORG Politiet forsøger at finde frem til den gerningsmand, som flere steder ved skaterbanen på Søholt Parkvej har sat sine tags.

Graffiti-gerningsmandens tag, altså signatur, er »MSG«.

- Vi er faldet over det samme tag mange gange, og vi prøver nu at opspore gerningsmanden. Han eller hun kan se frem til at blive præsenteret for et stort erstatningskrav, siger Lasse Ivanøe, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg.

I forbindelse med åbningen af det nybyggede Østre Søbad vakte det stor ærgrelse, at to unge på 15 og 16 år havde begået graffiti-hærværk på søbadet. De to gerningsmænd blev hurtigt fundet. Lasse Ivanøe har en tro på, at politiet også vil finde gerningsmændene til skaterpark-hærværket.

- Vi vil da kigge lidt i kredsen af de unge, som bruger parken. Vores budskab er helt klart: Vi vil ikke have det griseri. Det handler slet og ret om at udvise respekt for andre og vores værdier, siger han.