Lars Larsen Group står bag ny restaurant og cocktailbar i højhus

Udgivet:27. marts 2023, 13.52

Læsetid:2 minutter

Jacob Brunsborg er bestyrelsesformand for Lars Larsen Group, der også tidligere har investeret i restauranter. Foto: Martin Ballund

Søren Nielsen
Digital Redaktør

2 måneder siden

Den kendte familiekoncern Lars Larsen Group står bag to nye gå-i-byen steder i bydelen Aarhus Ø.

Det oplyser koncernen med den lokale bestyrelsesformand, Jacob Brunsborg fra Sejs-Svejbæk, i spidsen.

Det ene sted er en decideret restaurant, der får navnet "Restaurant Tiende". Som navnet antyder kommer den til at ligge på 10. sal i den forholdsvis nye bygning Nicolinehus.

Restauranten vil have fokus på dansk gourmet-smørrebrød af høj kvalitet til frokost.

Aftenmenukortet favner bredere og vil med reference til den høje placering være med mad fra et "sted mellem himmel og hav". Det vil sige, at det kan tilpasses i takt med årstidens råvarer, men hele tiden med vellavet kvalitet for øje.

På etagen over restauranten investerer selskabet i en ny vin- og cocktailbar med navnet "Den Fede Drue".

Fra begge steder er der naturligvis panoramaudsigt over Aarhus og havne-området. Der er også hele fire terrasser tilknyttet.

Mens man sidder og nyder udsigten, så er møblerne naturligvis fra Bolia og Ilva, som koncernen også ejer.

Selvom begge steder ligger højt, så er stilen helt afslappet, forsikrer ejerne. En del af sloganet er derfor også: "Middage på toppen – helt nede på jorden".

Bag den nye restaurant står holdet fra restaurant Ferdinand og restaurant FF, der havde til huse på Åboulevarden.

- Jeg glæder mig rigtig meget til åbningen og til at byde gæsterne velkommen på Restaurant Tiende og Den Fede Drue. Der er lagt megen tid, kræfter og omtanke i udviklingen af ​​vores nye restaurant og vin- og cocktailbar for at skabe den helt rigtige imødekommende atmosfære, og vi er meget stolte af det sociale univers, vi har skabt, udtaler Jacob Brunsborg i en pressemeddelelse.

Begge steder åbner allerede den 5. april.

Lars Larsen Group kunne for et par uger siden offentliggøre, at man flytter kontoret fra Brabrand ved Aarhus til Silkeborg. Her skal man bo i de nyopførte kontorbygninger ved motorvejstilkørslen nær Søholt.

Læs også
Kæmpe erhvervsnyhed: Familiekoncern vender »hjem« til Silkeborg Kæmpe erhvervsnyhed: Familiekoncern vender »hjem« til Silkeborg
Læs også
Kæmpe erhvervsnyhed: Familiekoncern vender »hjem« til Silkeborg

Indlæser debat