Forening kæmper til det sidste: 656 indsigelser mod Fredensgård og højhus

Foreningen Skøn på Silkeborg har de seneste to lørdage indsamlet 656 indsigelser mod Fredensgård

3. februar 2020, 14.30

Fredensgård-projektet rummer udover et højhus i 23 etager også en ombygning og renovering af Torvetcentret til boliger, ligesom der også planlægges nye boliger i en karré langs Fredensgade i fire til syv etager.

SILKEBORG På blot små tre timer er det lykkedes foreningen Skøn på Silkeborg at indsamle 656 indsigelser mod boligprojektet Fredensgård, der blandt andet består af et højhus i 23 etager.

De 656 indsigelser blev afleveret til politikerne i plan- og vejudvalget i dag mandag ved middagstid, hvor udvalget var samlet til møde.

- Vi har i Skøn på Silkeborg haft tre medlemmer til at indsamlet indsigelser mod Fredensgård, fortalte René C. Larsen, der var mødt op på rådhuset sammen med Lise Balle og Mia Regeur, der også er medlemmer af Skøn på Silkeborg.

Lise Balle var blandt dem, der havde været på Torvet for at indsamle indsigelser mod projektet.

- Vi har stået cirka halvanden times tid to lørdage på Torvet. Vi mødte mange folk, der var interesserede i at komme med deres indsigelse mod projektet, fortalte Lise Balle.

- Og nu håber vi så, at de mange indsigelser blandt andet vil føre til en væsentlig reduktion i højden på byggeriet, fortalte René C. Larsen, lige inden udvalgsformand Hans Okholm (SF) dukkede op på gangen ved byrådssalen sammen med de resterende seks medlemmer af plan- og vejudvalget.

- Vi håber, at I vil overveje, om det ikke vil give mening at undersøge, om der er andre forslag til, hvordan området ved det gamle Torvecenter kan udvikles end det ene forslag, vi hidtid har set, sagde René C. Larsen til politikerne.

Over 1000 høringssvar

Hans Okholm kvitterede for de 656 indsigelser og sagde, at de kommer til at indgå i det politiske maskinrum frem mod den endelige beslutning.

- Vi er glade for, at der er så stor interesse for, hvad der skal ske med hele området ved Torvecentret og Fredensgade, sagde Hans Okholm.

Så listede politikerne ellers ind til deres udvalgsmøde igen nu med 656 indsigelser under armen.

- Hvis jeg tæller rigtigt, så må der efterhånden være over 1000 høringssvar til lokalplanen, sagde René C. Larsen.

Hvis man går ind på kommunens hjemmesiden for lokalplaner, kan man da også se, at der her ligger yderligere 212 høringssvar, hvor langt de fleste er kritiske overfor Fredensgård. Hertil kommer de høringssvar, som kommunen måtte have modtager pr. brev.

Lokalplanforslaget for Fredensgård er i høring til 5. februar. Herefter er det forventingen, at plan- og vejudvalget og i sidste ende byrådet skal afgøre i marts eller april, om lokalplanen skal godkendes.

Læs også
Reportage fra borgermøde: Tak, men pænt nej tak til højhus
+Abonnement
René C. Larsen (til højre) overrakte 656 indsigelser mod Fredensgård-projektet til udvalgsformand Hans Okholm og resten af medlemmerne af plan- og vejudvalget. Foto: Jesper Rosenquist