Vis samfundssind og invester i nye medarbejdere

30. juli 2021, 13.51

Bent Madsen

JOB For halvandet år siden stod vi, samfundet, klar til at holde hånden under virksomheder, som ellers var blevet udryddet, da hele landet lukkede på grund af corona. Der blev faktisk udbetalt mere end 30 milliarder kroner, fordi virksomhederne ikke kunne holde åbent eller betale løn til deres ansatte.

Det lykkedes at redde virksomhederne. I så høj grad, at virksomhederne nu beklager sig over, at det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft.

Og ja - i takt med genåbningen og opsvinget i beskæftigelsen bliver det sværere at finde et fuldstændig perfekt match, sådan 1:1, når man ser på de lediges kvalifikationer og erfaringer, og hvad den enkelte virksomhed ideelt ønsker sig af en ny medarbejder.

Dog skal det retfærdigvis siges, at flere af de lokale virksomheder har rettet henvendelse til os for at få nye medarbejdere, hvorefter 15 til 20 er kommet i job i løbet af kort tid.

En ledig, erfaren rengøringsmedarbejder, der omsorgsfuldt og med kvalitet har gjort rent i børnenes skolelokaler i mange år, og hvor kroppen derfor også er slidt, kan være en gevinst for rigtig mange virksomheder.

Men det kan måske være svært at følge med i arbejdstempoet på fiskefabrikken eller opfylde entreprenørvirksomhedens krav til en ny jord- og betonarbejder.

En ledig af anden etnisk herkomst end dansk kan have været en meget værdsat og værdifuld medarbejder, men har måske nu sværere ved at komme i job igen, fordi kravene til et godt dansk er steget over årene i takt med dokumentation og kvalitetssikring og certificering af virksomhederne.

Derfor er vores opfordring til virksomhederne, at de nu skal vise samfundssind og investere i nogle af de ledige danskere, så vi får alle med. Vi har eksempelvis ledige medlemmer, der kommer fra Polen, som parallelt med ansættelse i et nyt job kunne starte på dansk-kurser, hvis bedre dansk-kundskaber vil være nødvendigt for at bestride det ledige job på bedste vis.

Vi har tidligere i Danmark bevist, at påstanden om en nedre grænse for antallet af ledige er en akademisk skrivebordsting. Når jobåbningerne er synlige, skal de ledige nok flokkes.

Før finanskrisen kom ledigheden markant under den såkaldt strukturelle ledighed. Det kan og skal vi præstere igen.

Vi gør alt, hvad vi kan fra 3F’s a-kasse, for at støtte både de jobsøgende og virksomhederne i at finde det bedste match - og eventuelt finde de kurser, som kan bidrage til en hurtigere opkvalificering af de ledige, hvis det er nødvendigt.

Men der skal to til tango, og nye medarbejdere vil altid være en investering værd. Og vi behøver vel ikke at tilføje, at virksomheder, som søger nye medarbejdere, naturligvis bør tilbyde de løn- og ansættelsesvilkår, der fremgår af den frivillige aftale mellem branchens arbejdsgivere og fagforeninger - altså overenskomstens vilkår?

Indlæser debat...