En kendt Silkeborg-profil er død

Tage Kirkegaard Winther var en fast del af bybilledet på og omkring Torvet i Silkeborg, hvor han boede og indtil 2000 drev ejendomsmægler-forretning

23. december 2019, 13.00

Tage Kirkegaard Winther var med til at sætte sit særlige præg på Silkeborg gennem sin handel med markante ejendomme og virksomheder. Han var tredje generation i ejendomsmæglervirksomheden, som han overtog efter sin far, Hans Winther.

NEKROLOG:: Tage Kirkegaard Winther er pludselig død. Knap en måned før sin 77 års fødselsdag sagde helbredet stop. Gennem de senere år havde fysikken udfordret ham meget - men helt frem til sin død var han en fast del af bybilledet på og omkring Torvet i Silkeborg.

Torvet var hans omdrejningspunkt. Her havde han gennem de sidste 25 år sit hjem, og det var også på modsatte side af Torvet, han gennem 33 år solgte byens ejendomme gennem ejendomsmæglervirksomheden Chr. Winther & Søn. En velanskrevet forretning hvor han som tredje generation gennem årene stod for salget af flere hundrede boliger og mange af Silkeborgs mest markante privat- og erhvervsejendomme.

Tage Winther blev født i Silkeborg og voksede op her i efterkrigstiden. Byens historie og særligt udviklingen af den har altid haft hans store interesse. Han har via sin forretning været med til at sætte sit præg på Silkeborg. Således var han med, da en af byens store virksomheder, Jydsk Trikotagefabrik på Drewsensvej, flyttede sin trikotagefabrik ud fra midtbyen. Her stod han for handlen og det efterfølgende salg af de mange nybyggede boliger i Amaliegaarden på grunden omkring det gamle vandtårn. Senere, da området på Funder Bakke blev udstykket, stod han for salget af de 120 nybyggede lejligheder. Af andre markante handler kan også nævnes Kursusejendommen Gl. Skovriddergaard, som Jyske Bank købte tilbage i 1980’erne.

I sit seniorliv tog han stadig aktivt del i debatten om byens rum - senest omkring Torvets udvikling.

En kort periode stillede han også op til byrådet, og gennem flere år var han medlem af Ældrerådet.

Efter endt handelseksamen startede han sin erhvervskarriere hos Sabroe Fabrikker i Aarhus. Men efter få år kom han hjem til Silkeborg for at arbejde i faderens ejendomsmæglerforretning. Han uddannede sig som statsautoriseret ejendomsmægler og blev den yngste, der bestod eksamen i den tid.

I 1972 overtog han ejerskabet af firmaet, som hans farfar, Christian Winther, havde grundlagt i 1940, og som senere blev videreført af Tage Winthers far, Hans Winther.

Tage Winther drev firmaet som selvstændig mægler frem til, at han på grund af helbredet lukkede det ned i år 2000.

Selvstændigheden var vigtig for ham. Trods et tæt samarbejde med de store kreditforeninger holdt han fast i sin selvstændighed i en tid, hvor de store ejendomsmæglerkæder gjorde sit indtog på markedet.

Tage Winther var et muntert menneske med et lyst livssyn. Han tog gerne del i byens liv og var mangeårigt medlem af Rotary og Round Table, hvor han også en periode var landssekretær.

Han var gennem hele sit liv medlem af Silkeborg Roklub og elskede livet på og omkring havnen og søerne. Han efterlader sig sin hustru , tre voksne børn,svigerbørn og børnebørn.

Bisættelsen finder sted fredag den 27. December kl. 11.00 i Silkeborg Kirke. mtl