Vejspærring og nyt kryds skaber trafikproblemer

Der er grund til både at være opmærksom og væbne sig med tålmodighed som trafikant i Sejs-Svejbæk her til morgen

16. september 2019, 08.02

Allerede fra omkring klokken 07.00 var der trafikale udfordringer ved Julsøvej/Borgdalsvej, hvor Silkeborg Kommune er ved at anlægge et nyt lyskryds.

SEJS-SVEJBÆK Der er tæt trafik ved skolen i Sejs-Svejbæk mandag morgen.

Som følge af byggeriet af Nordskovvej er viadukten lukket, hvorfor bilisterne er nødt til at køre ad Borgdalsvej for at komme i retning mod Silkeborg. Desuden er Silkeborg Kommune gået i gang med at anlægge et nyt lyskryds ved skolen - Borgdalsvej/Julsøvej - hvorfor blandt andre cyklisterne er nødt til at køre ud på selve Julsøvej, fordi cykelstien er spærret.

I det hele taget er det temmelig svært at være cyklist i Sejs-Svejbæk for tiden, fordi der oveni er ved at blive lagt ny asfalt på cykelstierne i byen. Ifølge politiet er det vigtigt, at man færdes med forsigtighed - særligt ved Borgdalsvej - hvor der periodevis kan være større trafikale udfordringer.