Anmeldt til politiet: Nåle i karameller ved sidste skoledag

Sidste skoledag for de store elever på Søndervangskolen i Hammel endte med en politianmeldelse

Udgivet:21. maj 2022, 08.15

Læsetid:1 minut

Kim Simmelsgaard
| kim@midtjyllandsavis.dk
Jakob Munk Schmidt
Journalist| jams@midtjyllandsavis.dk

HAMMEL- Østjyllands Politi modtog fredag en anmeldelse fra en forælder til et barn på Søndervangskolen, hvor de store elever fejrede sidste skoledag med de traditionsrige karameller.

Anmeldelsen går på, at der skulle have været både piller og nåle i de karameller, som blev kastet ud til de yngre elever sidste skoledag, siger kommunikationsmedarbejder Janni Lundager.

Det skriver TV2 Østjylland.

Udover nål er der også fundet ingefær og peber i karameller. .

- Først tror vi, at det er et rygte, at der er noget i karamellerne, men situationen ændrer sig voldsomt, da vi finder ud af, at der rent faktisk er fundet noget, siger skoleleder René Guldbrandsen til TV2 Østjylland.

Morten Lyhne er skolechef i Favrskov Kommune, og han bekræfter, at kommunen er i kontakt med politiet om sagen.

- Vi følger det her nøje, og vi er i dialog med politiet og med de forældre, der henvender sig. Vores fokus er primært rettet rettet imod situationen på skolen, hvor det handler om dialogen med medarbejderne og børnene. Det er klart, at der vil være en opgave med at få snakket om det her på mandag, når børnene kommer tilbage. Så gælder det om at få det landet i klasserne, siger Morten Lyhne.

- Og det politimæssige overlader vi trygt til politiet, tilføjer skolechefen.

Indlæser debat