Kattekillinger smidt ud fra kørende bil

Grov dyremishandling på Skanderborgvej ved Hammel

10. juli 2019, 09.07

- Jeg tænkte først »Hvad er det, der kommer trillende?«. Så opdagede jeg, at det var en lille grå kattekilling, fortæller Anni Bülow om den uhyggelig oplevelse. Privatfoto

HAMMEL En rystet kvinde var mandag eftermiddag øjenvidne til grov en ualmindeligt grov dyremishandling.

Anni Bülov Andersen kørte ved 15.30-tiden ad Skanderborgvej ved Hammel i retning sydpå, da hun pludselig så noget blive smidt ud ad vinduet fra bilen, der kørte foran hende.

- Jeg tænkte først »Hvad er det, der kommer trillende?« Så opdagede jeg, at det var en lille grå kattekilling. Jeg undveg ved at køre over i venstre vejside, fortæller hun til Midtjyllands Avis.

- Hørte, at den skreg

- Min aircondition er i stykker, så jeg kørte med nedrullede vinduer og jeg kunne høre, at den skreg. I højre sidespejl så jeg, at den løb ind i græsset og forsvandt, fortsætter Anni Bülow.

Øjeblikket efter så hun, at der fra bilen foran blev smidt endnu en kattekilling ud ad højre vindue. Den var sort, og den nåede hun ikke at undvige, men kørte den over.

Stærkt chokeret drejede hun ind til højre ad Hammelvej og stoppede ved rastepladsen dér for at sunde sig lidt. Derefter kørte hun tilbage for at se efter den grå killing, der var forsvundet ind i vejsiden, men fandt den ikke.

Hun fortæller, at hun ringede til Dansk Dyreværn for at indberette den uhyggelige episode.

Her havde man ikke ressourcer til at køre ud og fjerne den dræbte killing fra kørebanen. Og da Anni Bülow ikke havde nået at registrere nummeret på bilen foran, vurderede dyreværnsfolkene, at det ville være svært at få politiet til at tage sagen op.

- Jeg gik fuldstændig i chok, så jeg tænkte slet ikke på at tage nummeret, fortæller Anni Bülow.

Hun husker blot, at bilen, som kattekillingerne blev smidt ud fra, var en sølvgrå stationcar.

Anni Bülow er indehaver af rengøringsfirmaet Bülow Rengøring og var på vej fra en opgave i Vitten til Hammel Varmeværk, da hun blev vidne til den grove dyremishandling.

Hvis du kender til noget i sagen, kan du kontakte redaktionen på redaktion@midtjyllandsavis.dk sinn