Foredrag i Them om udviklingen af demokratiet i Letland

15. november 2019, 12.39

THEM Venskabsforeningen Them-Gulbene markerer Letlands uafhængighedsdag mandag den 18. november med besøg af tidligere kontorchef i Kommunernes Landsforening (KL), Holger Pyndt, som kommer til Them og holder foredrag om udviklingen af et demokratisk kommunalt og regionalt styre i Letland efter befrielsen fra Sovjetunionen i 1991.

Det sker under overskriften »Hvordan satte Letland uret i gang igen og designede et nyt politisk/økonomisk system i 1990’erne?«.

Holger Pyndt har i mange år arbejdet med KL’s støtte til udviklingen af lokalstyre i afrikanske og asiatiske lande og ikke mindst i Østeuropa efter sammenbruddet af det sovjettiske system.

Danmark var det første land, der oprettede en ambassade i Letland i 1991, og der blev etableret en demokratifond til støtte for udvikling og oplysning om dansk demokrati. Gennem konsulent- og kursusvirksomhed støttede KL desuden udviklingen af demokratiske reformer inden for det kommunale styre og administration.

Især Holger Pyndt var engageret i Letland, hvorfra han har modtaget en særlig hædersbevisning fra den lettiske statsminister.

Ved mødet i Them, som finder sted i Toftebjeg - Them Bibliotek og Medborgerhus, vil Holger Pyndt også fortælle om nogle af de projekter og venskabsforbindelser mellem danske og baltiske kommuner, som han har været med til at formidle igennem sit arbejde i Kommunernes Landsforening. Alle er velkomne.