En hobby, man kan dele ud af

Hos Elling Grønt driver de butikken ud fra en lyst til at dele ud af deres selvdyrkede grøntsager. Og med samarbejde med naboer går det hele lidt nemmere

30. november 2021, 15.09

Parret har en del faste kunder, der bestiller deres grøntsager på mail eller sms. Men også en del løse, kunder får smag for de hjemmedyrkede kartofler. - Det er langt at køre efter så lidt. Men det smager jo bedre, så der er nogen, der godt gider at gøre det, siger Trine Aagaard Andersen.

Solen står lavt over markene bag Lars og Trine Aagaard Andersens hus i Funder Kirkeby. En flok grise går rundt med trynerne nede i jorden. De har lånt dem af naboen, for at få bugt med de jordskokker, de har dyrket på marken.

- Det spreder sig som ukrudt, hvis man ikke får dem alle op, siger Trine Aagaard Andersen.

Jorden i området er det eneste sted i Funder, hvor der ikke er sand. I stedet er det ler, hvilket gør det til en sjappet omgang, så både Trine og Lars Aagaard Andersen træder ud på marken i gummistøvler.

- Det er noget tung jord, men til gengæld behøver vi ikke at vande den. Og kartofler smager bare godt, når de er dyrket i ler, siger Lars Aagaard Andersen.

Vejbod i Kvickly

Kartofler og forskellige slags kål er parrets primære dyrkelse, men de får blandt andet også løg, porrer, gulerødder og bladbeder til at vokse på den halve hektar jord, de har i brug. Mere har de ikke tid til, da de begge to arbejder ved siden af deres økologiske frilandsgartneri, Elling Grønt.

De to har drevet Elling Grønt som en nebengeschæft siden 2005. I grøntsagssæsonen har de en vejbod på Ellingvej, hvor de bor, men de fleste bestiller deres grøntsager på sms eller mail.

- Der kommer ikke så mange forbi herude, så vi reklamerer meget på vores Facebook-side, siger Trine Aagaard Andersen.

Ud over at levere grønt til private kunder har Elling Grønt også haft en aftale med Kvickly i Silkeborg, indtil den lukkede tidligere i år. Nu håber parret på at kunne lave en ordning med Superbrugsen, der er åbnet på Søtorvet ved siden af Kvicklys gamle lokaler.

- Det har været et godt koncept for os ligesom at have vejboden inde i deres butik. Så det kunne være fint at få den samme aftale med Superbrugsen, siger Trine Aagaard Andersen.

Brænder for grønt

Da parret købte huset i 2005, var det planen fra starten, at de skulle sælge grøntsager fra baghaven. Men de måtte nedjustere deres forventinger til, hvor meget man kan nå i sin fritid.

- Vi har aldrig dyrket så meget som det første år. Der blev lagt hårdt ud med halvanden hektar jord, men det var for meget, siger Lars Aagaard Andersen.

Med to børn og arbejde ved siden af, har det været svært for Lars og Trine Aagaard at nå det hele. Faktisk har parret i år vendt tanken om at dreje nøglen om. Men det kunne de alligevel ikke leve med.

- Vi overvejede, om vi kunne holde til det. Men vi brænder for det her med at være udenfor og få ting til at gro. Og det vi producerer, smager så godt, så det er jo helt spildt, hvis det kun var til os selv, siger Trine Aagaard Andersen.

Samarbejde i lokalområdet

Et godt lokalt samarbejde har givet Elling Grønt status af Michelin-leverandør. En nabo leverede aspargesjordskokker til restaurant Frederikshøj i Aarhus, og gennem ham kunne Trine og Lars Aagaard Andersen få afsat både grønkål og røde kartofler.

- Han spurgte, om de ikke skulle have noget andet med, og så vi fik lige sneget os ind, siger Trine Aagaard Andersen.

Og det er ikke det eneste tilfælde af, at de langbrugsdrivende naboer i Funder Kirkeby rækker hinanden en hjælpende hånd. I øjeblikket er naboens grise ved at spise resterne af deres jordskokker, og parret har også lånte kvier til at græsse om sommeren.

- Vi har også haft lokale børn til at komme og hjælpe, så de kunne tjene lidt lommepenge. Og engang skrev vi ud, om nogen havde lyst til at komme og lave frivilligt arbejde her. Og det var der mange, der gerne ville, siger Trine Aagaard Andersen.

Økologi giver mening

Om de skulle være økologiske hos Elling Grønt var aldrig et spørgsmål. Trine Aagaard Andersen er uddannet på en økologisk landsbrugsskole, så økologi har altid ligget i kortene for hende.

- Jeg har nok altid haft en forkærlighed for miljø. Jeg var i praktik hos et økologisk frilandsgartneri, og det var fantastisk og gav så god mening. Der er et kredsløb, hvor man får gødning fra dyrene og kan give grøntsagsaffaldet til dem, siger hun,

Hos Elling Grønt får de deres gødning fra genboen, der har køer, men parret har ikke selv overvejet at udvide foretagenet med kreaturer.

Hobby med økonomisk gevinst

Rent økonomisk kan det økologiske frilandsgartneri i Funder Kirkeby sikkert ikke betale sig. Parret må i hvert fald lægge en del interessetimer i arbejdet, for at det kan lade sig gøre.

- Når børnene siger, »skal I nu derud igen, tjener i overhovedet nogen penge på det?« Så må vi jo kigge på hinanden og sige nej, siger Trine Aagaard Andersen og griner.

- Det plejer da at kunne give et lille overskud, men der er da ikke nogen grund til at regne timelønnen ud, siger Lars Aagaard Andersen og smiler til sin kone.

Men både Trine og Lars Aagaard Andersen brænder for deres lille gartneri. Og de har ikke planer om at stoppe foreløbigt.

- Andre bruger tid på at køre mountainbike, og det får de jo heller ikke løn for. Her er der da et lille håb for, at man kan tjene lidt, siger Trine Aagaard Andersen.

Selvom sæsonen er ved at gå på hæld, har parret stadig bladbeder, fennikel og kartofler på markerne.
Trine Aagaard Andersen arbejder til daglig i en børnehave, hvor hun laver mad, mens Lars Aagaard Andersen er ansat hos en anlægsgartner.

Indlæser debat